110.000 kvadratmeter hospitalsbyggeri i udbud

Sjællands Universitetshospital i Køge skal kraftigt udbygges, så det bliver næsten tre gange så stort som i dag.
Universitetshospital Sjælland i Køge skal udvides markant. Illustration: Region Sjælland.
Universitetshospital Sjælland i Køge skal udvides markant. Illustration: Region Sjælland.

Udvidelsen af sygehuset i Køge

  • Sjællands Universitetshospital i Køge opføres som en udvidelse af det eksisterende hospital, der bliver næsten tre gange så stort, i alt 185.000 kvadratmeter.
  • Det aktuelle udbud omhandler 110.000 kvadratmeter senge- og behandlingsbygninger, der opføres i fire etaper og indeholder sengeafdelinger, akutafdeling, intensiv afdeling, ambulatorier, billeddiagnostik samt behandlingsfunktioner i form af stråleterapi og operationsafsnit.
  • Antal senge: 827 enestuer, heraf 719 normalsenge, 70 akutsenge og 38 intensivpladser.
  • Antal undersøgelsesrum: 158.
  • Antal operationsstuer: 41.

Region Sjælland udbyder nu byggeriet af 110.000 kvadratmeter senge- og behandlingsbygninger til Sjællands Universitetshospital i Køge.

Udbuddet er den centrale del af opførelsen af Sjællands Universitetshospital og rummer blandt andet 827 enestuer, 158 undersøgelsesrum og 41 operationsstuer.

Om det store og prestigefyldte udbud siger regionsrådsformand Jens Stenbæk:

– Det glæder mig, at vi nu kan udbyde byggeriet af de nye senge- og behandlingsbygninger på Sjællands Universitetshospital. Det er en afgørende brik for vores sygehusplan. Samtidig kan vi være stolte over at sætte gang i et byggeri, der vil skabe masser af arbejdspladser og aktivitet i vores region i de kommende år.

Mest hospital for pengene

Byggeriet udbydes i totalentreprise og har en volumen og en karakter, der vil skabe opmærksomhed både i Danmark og internationalt.

– Vi søger en samarbejdspartner, som kan anvise de bedste og mest innovative løsninger på, hvordan vi får mest hospital for pengene, siger projektdirektør Helle Gaub og fortsætter:

– Vi har gennemført en struktureret dialog med markedet for at sikre entreprenørernes opmærksomhed og interesse. Vi søger først og fremmest det rigtige hold, som i samarbejde med projektet kan hjælpe regionen helt i mål med at få de nødvendige funktioner bygget inden for den økonomiske ramme.

Pris og tidsplan

Udbudsmaterialet offentliggøres i dag. På baggrund af ansøgninger udvælges tre-fire entreprenører til at deltage i en dialogfase frem mod årsskiftet. Det skal sikre, at entreprenørerne kan tilbyde de løsninger, der passer bedst til regionens ønsker.

I slutningen af februar 2018 afleverer de bydende tilbud med pris, tidsplan samt beskrivelse af samarbejdet om færdiggørelse af projektet, inklusiv beskrivelse af det arkitektoniske udtryk. På baggrund af dette vælges det hold, som skal færdiggøre og opføre byggeriet inden for den økonomiske ramme på cirka to milliarder kroner. Det samlede hospitalsbyggeri kommer til at koste fire milliarder kroner i 2009-priser.

Vi søger en samarbejdspartner, som kan anvise de bedste og mest innovative løsninger på, hvordan vi får mest hospital for pengene.

Relateret indhold