Fem entreprenørteams var prækvalificeret til at byde på de nordlige byrum i forbindelse med omdannelsen af Odense bymidte i Thomas B. Thriges Gade-projektet, og entreprisen blev vundet af TC Anlæg.
De nordlige byrum strækker sig fra Østre Stationsvej i nord mod Hans Jensens Stræde i syd, og byrummene udføres i etaper, i takt med at byggerierne skyder op. Arbejdet med byrummene går i gang i efteråret 2016 foran musik- og teaterhuset Odeon, som åbner i foråret 2017.
Jeg er meget tilfreds med de bud, vi har fået ind. De ligger som forventet inden for det, vi har budgetteret med.
Svend Heegaard Projektchef, Fra Gade til By
TC Anlæg er et fynsk firma, som i forvejen har et godt kendskab til Thomas B. Thriges Gade-projektet. Entreprenøren stod for jordentreprisen på den nordlige p-kælder og står også for entreprenørarbejdet i forbindelse med de arkæologiske udgravninger forud for selve byggerierne.
Byggeentrepriserne i forbindelse med opførelsen af den sydlige p-kælder i omdannelsesprojektet er også blevet afgjort. Opgaven er brudt op i mindre fagentrepriser i stedet for i én samlet hovedentreprise. På den måde får flere firmaer mulighed for at byde ind på opgaverne. Samtlige entrepriser er nu afgjort, og Fra Gade til By-sekretariatet forventer at indgå kontrakt med følgende:
Jord, råhus og elementer: Züblin, Thrige
El-entreprisen: Wicotec Kirkebjerg, Kolding
VVS-entreprisen: GK Danmark, Odense
Sprinklerentreprisen: GK Danmark, Odense
Murerentreprisen: Jens Sandberg, Odense
Apteringsentreprisen: H. Skjøde Knudsen, Odense
Tømrer/snedkerentreprisen: Thode, Odense
Malerentreprisen: Malergruppen, Odense
Elevatorentreprisen: Schindler Elevatorer, Ballerup
Miljøsanering: P. Olesen & Sønner, Hovedgård
– Jeg er meget tilfreds med de bud, vi har fået ind. De ligger som forventet inden for det, vi har budgetteret med. Jeg ser frem til samarbejdet med de vindende entreprenører, siger projektchef Svend Heegaard.
Med afgørelsen af byrum og parkeringskælder mangler Fra Gade til By-sekretariatet nu kun udbuddet af de sydlige byggeretter samt udbuddet af de sydlige byrum. Udbuddet af de sydlige byggeretter bliver afgjort i løbet af sommeren, mens udbuddet af de sydlige byrum endnu er i projekteringsfasen.
Stort projekt
Fra Gade til By-sekretariatet er netop nu ved at færdiggøre den nordlige del af parkeringsanlægget, som åbner med ca. 500 pladser til september 2016. Parkeringsanlægget opføres under terræn, og det færdige anlæg får ca. 1.000 parkeringspladser og fem op- og nedkørsler.
Over jorden bygger man ca. 53.000 etagekvadratmeter fordelt på tre kvarterer, som fortrinsvis består af boliger og højst 10 procent erhverv.
Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade omfatter et areal på 51.000 kvm, og området strækker sig 700 meter gennem et byområde, som kan dateres tilbage til 1.000-tallet. Planlægningen af projektet blev påbegyndt i 2008, og selve byggeriet startede i 2014. Hele byomdannelsen står færdig i 2020.