I 1913 – i det sydøstlige hjørne af Vestre Kirkegård i Københavns Sydhavn – blev Østre Kapel opført.
Bygningen er tegnet af København Kommunes daværende kirkegårdsarkitekt, Holger Jacobsen, og var det tredje kapel på Vestre Kirkegård.
Den over 100 år gamle røde murstensbygning har stået tom i en årrække, men har siden 2016 fungeret som teaterscene for Sydhavn Teater, dog kun over sommeren, da bygningsværket bærer præg af nedslidning, og der er hverken isolering eller varme i bygningen.
Men det bliver der snart ændret på således, at kapellet fremover bliver et nyt kulturelt samlingspunkt, der hele året rundt kan invitere borgere til alt fra teateropsætninger, foredrag, kunstudstillinger til cafe-besøg og derved styrke kulturlivet i bydelen.
Et kæmpe stort løft
Ombygningen blev i første omgang en realitet, da partierne bag budget 2023 valgte at afsætte finansiering på 20,1 mio. kroner.
Herudover har A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formaal og Lokale og Anlægsfonden valgt at støtte renoveringsprojektet med hver fem millioner kroner.
– Det er fantastisk, at det nu lykkes. Jeg er virkelig glad, fordi Østre Kapel kommer til at give et kæmpe stort løft til hele Sydhavnen, som kan se frem til kulturoplevelser hele året, siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) og tilføjer:
– Allerede i sine nuværende omgivelser med utæt tag og træk fra vinduerne har Sydhavn Teater skabt nogle helt fantastiske teateroplevelser, som jeg ikke ville være foruden. Jeg håber, at teatret fortsat vil skabe smal, finurlig og anderledes scenekunst, og at mange andre kulturinitiativer vil spire i de nye rammer, siger
Nationalromantikken og skønvirke
Østre Kapel er i historicistisk byggeskik med træk fra nationalromantikken og skønvirke. Den er præget af arkitekten bag, Holger Jacobsens, personlige og markante stil, som er fri af samtidige stilstrømninger.
Bygningen er 250 m2 og består af to fløje, som er forbundet af en mellembygning. Dertil kommer en uudnyttet 1. sal. Det er den ene fløj, kapelsalen, som i dag benyttes som teatersal.
Den omfattende opgradering og revitalisering skal ske med respekt for bygningens særlige historie, store detaljerigdom og dens placering på en aktiv begravelsesplads.
Tilbygning, ekstra rum og udearealer
Ombygningen vil inkludere en mindre tilbygning i forlængelse af teatersalen, forbedrede publikumsfaciliteter med blandt andet en café og en lille foyerscene samt en bedre udnyttelse af 1. salen, hvor der skal etableres et ekstra rum og nye kviste. Renoveringen indebærer derudover udskiftning og efterisolering af tag, udskiftning af etagedæk, installation af varme- og ventilationsanlæg samt udskiftning af elinstallationer.
Der skal samtidig etableres indbydende udearealer ved kapellet, som inviterer til ophold og åbner bygningen op mod de grønne omgivelser på kirkegården og forbinder det nye kulturhus med sine omgivelser.
Projekteringen forventes at begynde i andet kvartal 2023.
Istandsættelsen forventes at begynde i tredje kvartal 2024 og forventes afsluttet ved årsskiftet 2025-2026.