20 polske malere skulle fra november 2011 til februar 2012 arbejde med istandsættelse af værelser og gange på Hotel Marriott i København. Mindstelønnen var ifølge deres overenskomst fastsat til knap 146 kroner i timen, men angiveligt skulle malerne kun have fået 60 kroner udbetalt i timen. Derfor har Arbejdsretten idømt det polske malerfirma en bod på 100.000 kroner.
Havde overenskomst
I november 2011 underskrev det polske firma en overenskomst med Malerforbundet, der sikrede malerne en retmæssig mindsteløn på knap 146 kroner i timen, men da fagforeningen senere bad om lønsedler for at tjekke, hvor vidt lønudbetalingen svarede til den overenskomstfastsatte sats, så blev det polske firma stille. Det samme gjorde de ansatte, og derfor regnede Malerforbundet sig frem til en timeløn på 60 kroner, hvilket svarer til 400.000 kroner i underbetaling.
I Arbejdsretten nægtede det polske firma, at de nogensinde havde underskrevet en overenskomst, men dette blev underkendt. Virksomheden fik 14 dage til at betale 100.000 kroner i bod til Malerforbundet.