100.000 flere københavnere: Kampen om de vandnære boliger intensiveres

Københavns bydele ved vandet vokser i en rasende fart, og det er en fordel. En ny befolkningsprognose vurderer, at der kommer til at bo 100.000 flere vandglade københavnere i hovedstaden i 2050.
Nordhavns mange planlagte boliger vil forventeligt medføre stor befolkningstilvækst. Bydelen er en af de københavnske områder, der forventes at vokse mest indbyggermæssigt frem mod 2050. Foto: Getty Images
Nordhavns mange planlagte boliger vil forventeligt medføre stor befolkningstilvækst. Bydelen er en af de københavnske områder, der forventes at vokse mest indbyggermæssigt frem mod 2050. Foto: Getty Images

Havudsigt, havkig og et stenkast fra havet er ord, der bliver lagt ind i boligannoncer for at tiltrække købere til boligen, hvad enten den ligger i Middelfart, Hirtshals eller Helsingør.

I København viser et kig i kommunens statistikbank, at de 100.000 nye københavnere, der forventes at bosætte sig i hovedstaden inden 2050, vil kigge efter et sted at bo i især de store udviklingsområder Nordhavn, Amager Strandpark/Nordøstamager og Østhavnen.

Alle nævnte udviklingsområder ligger et ejendomsmæglerstenkast fra hav og havn.

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen siger:

– Det gør mig stolt, at København har vokseværk og at så mange forventes at vælge vores fantastiske by til i de næste årtier. Men det forpligter også. Vi har en bunden opgave i at sikre, at vi udvikler vores by, så København forbliver verdens bedste by at bo og leve i. Med god velfærd, boliger der er til at betale, grønne områder og kultur- og idrætstilbud, samtidig med, at vi skal bevare byens sjæl og alt det gode, der i dag udgør et mangfoldigt københavnerliv, siger overborgmesteren.

Befolkningsprognose for 2050 og faktiske folketal 2023 på københavnske lokaludvalgsdistrikter. Kilde: Københavns Kommune
Befolkningsprognose for 2050 og faktiske folketal 2023 på københavnske lokaludvalgsdistrikter. Kilde: Københavns Kommune

750.000 københavnere i 2050

Befolkningsprognosen viser, at der også ventes mange nye beboere i områder som Ørestad, Carlsberg Byen, Sydhavn og Jernbanebyen, hvor det gamle jernbaneterræn bliver omdannet til en helt ny bydel.

I bydele som Indre By, Vanløse og Bispebjerg forventes befolkningstallet i 2050 omtrent at være som i dag. Kun Nørrebro skiller sig ud og ventes at opleve en mindre nedgang i befolkningen på cirka 3.000 personer færre end i dag.

København ventes i 2050 at være vokset til cirka 750.000 indbyggere. Det svarer til en reduktion på 10.000 borgere sammenlignet med sidste års prognose og skyldes et lavere fødselstal. Der er ikke tale om et fald, men blot lavere vækstrater, oplyser Københavns Kommune.

Relateret indhold