10 mio. kroner til formidlingscenter i yderområde

Realdania yder nu økonomisk støtte til Langeland Kommune, der ønsker at styrke Rudkøbing som hovedby med nye stiforbindelser og formidlingscenter.
Bymidten i Rudkøbing bliver styrket med nye stiforbindelser og formidlingscenter. Foto: Emilie Kofoed.
Bymidten i Rudkøbing bliver styrket med nye stiforbindelser og formidlingscenter. Foto: Emilie Kofoed.

Realdanias initiativ ‘Hovedbyer på forkant’ sigter på at styrke bymidterne i hovedbyerne i yderområderne, som dermed også i fremtiden kan være attraktive for både lokale og besøgende.

Et eksempel herpå er Rudkøbing.

Langelands største by ønsker at etablere et kulturelt kraftcenter, hvor der etableres en formidlingsfunktion og et museumsudstillingsrum samtidig med, at man skaber bedre forbindelse mellem byliv og kulturmiljø:

– Kulturarven er vigtig for både bosætning og turisme i Langeland Kommune, og vi håber, at projektet vil kunne være med til at løfte Rudkøbing, skabe sammenhæng i byen og give nye oplevelser, siger Astrid Bruus Thomsen, programchef i Realdania.

Let adgang til idyl og formidling

Det er de to ejendomme Østergade 23-25, som i dag huser Langeland Museum, der renoveres og nyindrettes. Der etableres en ny indgang til museet samt blandt andet turistinformation i Østergade 23, hvor der bliver gode og lettilgængelige adgangsforhold fra hovedgaden, men også til den unikke og idylliske museumshave, som ligger mellem museets bygninger og byrumsarealet Grønnegården.

Museumshaven vil efter ombygningen indgå i de allerede etablerede stier mellem bymidten og havnen, og uden for åbningstid vil man kunne gå via den oprindelige portåbning gennem haven til Grønnegården. I museumshaven ligger endvidere den gamle bagbygning ‘Loen’, som nu indrettes til selvbetjent formidlingsrum. Samtidig renoveres bygningernes tage og facader.

Understøtter spændende bygningskultur

Borgmester Tonni Hansen glæder sig meget over støtten fra Realdania:

– Denne bevilling sikrer i endnu højere grad, at vi kan få skabt noget særligt i den bygning, som stifteren af Langelands Museum lod opføre og drev sin forretning og sine første arkæologiske studier fra. Men også at vi med bevillingen kan understøtte en god og spændende bygningskultur som vil rumme både bevarende og formidlende elementer i forhold til kultur, natur og bevarelse, siger han.

Realiseringen er allerede i gang, og selve ombygningsarbejdet er planlagt til udførelse i 2023.

Realdania støtter også særlige bæredygtighedstiltag i projektet.

Relateret indhold