I skarp konkurrence med Starks nye, godt 10.000 kvm trælast i Næstved og en daginstitution på Mosevej i Kolding, der er opført med en samlet klimapåvirkning på 7,5 kg CO2-ækv./m2/år, blev det kontorbyggeriet WoodHub, der løb med klimaprisen Årets Lavemissions Træbyggeri 2024.

Tre vidt forskellige træbyggerier klar til finalen om lavemissions-pris
Kontorhuset, der samler ca. 1.600 medarbejdere fordelt på otte styrelser i Odense, er skabt i samarbejde mellem C.F. Møller Architects, totalentreprenøren NCC, ingeniørerne fra Artelia samt bygherren Bygningsstyrelsen.
Thue Borgen Hasløv, der er partner og arkitekt i C.F. Møller, var en af parterne bag projektet, der modtog velfortjent hyldest og en plakette i træ i forbindelse med Build in Wood-konferencen, der finder sted i København i disse dage.

– Det har været et privilegium at være med til at realisere WoodHub i tæt samarbejde med dygtige og ambitiøse partnere. Prisen som Årets Lavemissionsbyggeri er en stor anerkendelse af den fælles indsats for at flytte grænserne for, hvad der er muligt med træbyggeri i stor skala – både arkitektonisk, teknisk og klimamæssigt, siger han.
Sparer 5.400 tons CO2 på 50 år
Projektet er med sine 31.000 kvm i massivtræ-konstruktioner et fyrtårnsprojekt indenfor klimavenligt kontorbyggeri i denne størrelse i Danmark. De synlige massivtræ-søjler og delvist synlige CLT dækkonstruktioner anvendes som bærende og gennemgående konstruktionsmateriale.

Dette bidrager både til en CO2-besparelse på 5.400 tons over 50 års levetid og en sanselig arkitektur, der påvirker trivslen i bygningen positivt. Bygningens samlede klimapåvirkning er på 8,3 kg CO2-ækv./m2/år.

Bygger med 10 forskellige hampprodukter. Om 6 måneder står Hampens Hus færdigt
Bag kåringen står interesseorganisationen Træ i Byggeriet, der siden 2022 har hyldet de byggerier, der har inspireret resten af byggebranchen med træbyggerier med lave klimaaftryk. Bestyrelsesformand Martin L. Petersen siger:
– WoodHub er et fremragende projekt, der viser, hvordan træbyggeri kan skaleres op i en hidtil uset størrelsesorden og viser dermed, hvordan træ kan erstatte traditionelle materialer som stål og beton. Projektets løsninger med limtræssøjler, CLT-dæk og præfabrikerede trækassetter med færdigmonterede vinduer er ikke bare effektive byggemetoder, de åbner også for helt nye muligheder inden for moderne byggeri.