Vinderen er fundet: Erhvervsskole får ny livsnerve på Sjælland

Blandt fire projekter fra prækvalificerede deltagere har Cobe i samarbejde med Wissenberg vundet konkurrencen om Zealand Business College.
Grønt område ved indgangen til ZBC.
Vinderforslaget vil give ZBC en ny og særegen identitet, både internt og i området, lyder det bl.a. i bedømmelsesudvalgets begrundelse. Foto: Cobe.

Zealand Business College (ZBC) står foran store forandringer, der skal understøtte fællesskabet blandt eleverne med nye grønne og moderne rammer for at gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (A.P. Møller Fonden) har derfor i samarbejde med Zealand Business College (ZBC) gennemført en konkurrence om et nyt studie- og læringsmiljø på ZBC i Roskilde.

ZBC er en selvejende dansk uddannelsesinstitution, som består af 10 uddannelsessteder i Holbæk, Roskilde, Ringsted, Næstved, Køge, Slagelse, Kalundborg, Faxe, København og Vordingborg.

Læs også

Dansk design: Nyt ungarsk museum smelter sammen med landskabet

Blandt fire projekter fra prækvalificerede deltagere har Cobe i samarbejde med Wissenberg nu vundet konkurrencen med projektet ’ZBCs nye livsnerve’.

De gamle skærehaller fra den tidligere Slagteriskolen er i dag en del af ZBC Roskilde og rummer blandt andet Danmarks eneste skoleslagteri. Foto: Cobe.

– Forslaget fremstår gennemarbejdet og båret af høj arkitektonisk kvalitet qua en overbevisende læsning og analyse af stedets potentialer. Det samlede greb er både funktionelt og smukt og vil give ZBC en ny og særegen identitet, både internt og i området. Hoveddisponeringen tager i store træk hensyn til de eksisterende bærende konstruktioner og er derved robust, også over for mulige fremtidige ændringer i skolens ønsker og behov, lyder det i bedømmelsesudvalgets begrundelse.

Læs også

C.F. Møller sætter mennesker først på nyt tysk hospital

Projektet på 6.500 m2 omfatter et åbent nyt fællesområde i de gamle skærehaller, der bliver skolens samlingspunkt, samt nye fleksible faglokaler.

A.P. Møller Fonden har doneret 80 mio. kroner til projektet, mens de resterende 50 mio. kroner finansieres af ZBC selv.

– Vi ser virkelig frem til, at projektet nu tager form, og at vi kan skabe de bedste rammer for vores elever, kursister og medarbejdere. Tak til A.P. Møller Fonden for at bidrage til et nyt og fremtidssikret ZBC, siger uddannelsesdirektør hos ZBC, Glenny Hansen.

Byggeriet forventes færdiggjort i sommeren 2029.

Relateret indhold