Om projektet
- Start/slut: Januar 2020/september 2020
- Areal: 8.300 kvm.
- Budget: 125 mio. kr.
- Bygherre: Ådalshusene ApS
- Arkitekt: Cr Totalbyg A/S
- Ingeniør: Ak2 Byggerådgivning ApS
- Totalentreprenør: Cr Totalbyg A/S
Alt tyder på at boligbyggeriet vil holde dampen oppe i 2020, særligt i det midtjyske. Et eksempel på dette finder vi i Funder syd for Silkeborg. Her er der netop taget første spadestik til en rækkehusbebyggelse med 80 nye lejeboliger.
Projektet har fået navnet Ådalshusene og opføres som fem boligtyper på 77-125 kvadratmeter i henholdsvis en og to etager.
Bebyggelsens arkitektur er i klassisk funkisinspireret stil med facader i tegl og flade tage med tagpapdækning. Men under overfladen er der tale om et meget moderne koncept udviklet af totalentreprenøren Cr Totalbyg A/S. Byggekonceptet er baseret på præfabrikerede træelementer med bagvægge og skillevægge i fibergips som danner rammerne for boligen. De præfabrikerede elementer kan samles til en lukket vind- og vandtæt enhed på en enkelt arbejdsdag, så man undgår fugtproblemer.
Trækonstruktioner har de seneste år fået en del opmærksomhed som et mere bæredygtigt alternativ til beton, men projektet i Funder et af de få, hvor tankerne er blevet til virkelighed.
Bygherren bag projektet er Ådalshusene ApS. Totalentreprenøren Cr Totalbyg A/S har været tidligt inddraget i udviklingen af projektet og står ligeledes for arkitekturen, mens Ak2 Byggerådgivning ApS varetager ingeniørrådgivningen.
Som nævnt er byggearbejdet netop gået i gang og boligerne bygges i fire etaper, hvor de sidste forventes klar til indflytning til september.
Byggefakta A/S leverer hver uge “Ugens Projekt” til Dagens Byggeri. Projektet er hentet fra Byggefaktas database, som indeholder over 9.000 aktive danske byggeprojekter, dvs. stort set alle byggeprojekter i Danmark større end opførelse af enfamilies boliger.
Byggefakta overvåger den danske bygge- og anlægsbranche og er den førende leverandør af information om byggeprojekter til byggeriets parter.