Udviklingen af nyt bykvarter i Ballerup går i gang

Byggemodningen af 38 parcelhusgrunde i Ballerup Øst er gået i gang.
Byggemodningen af Råmosen er gået i gang, og fra maj kan opførelsen gå i gang. Illustration: Arkitektgruppen.
Byggemodningen af Råmosen er gået i gang, og fra maj kan opførelsen gå i gang. Illustration: Arkitektgruppen.

Arkitektgruppen, der har hovedsæde i Odense, gik i november i salg med 38 parcelhusgrunde i et helt nyt bykvarter i Ballerup. Området, som er navngivet efter den nærtliggende Råmose, er en del af en større byomdannelsesplan i Ballerup kommunes ældre erhvervsområder og er det første område, som har en godkendt lokalplan til opførelse af boliger. Byggemodningen af grunden er igangsat, og der er overtagelse på byggegrundene allerede den 1. maj 2016, hvorefter husbyggerierne kan iværksættes. Det oplyser Arkitektgruppen i en pressemeddelelse.

Grunden husede i mange år den tidligere køleskabsproducent Atlas, og det er først med den nye lokalplan for området, at der åbnes op for et åbent grønt boligområde med en blanding af parcelhuse og rækkehuse omkring et stort fælles friareal.

Det glæder mig, at vi med udviklingen af Atlas-grunden til nye parcelhuse er med til at sikre fremtidens Ballerup med en stor mangfoldighed i beboere og boligtyper.

Jesper Würtzen Borgmester, Ballerup Kommune

– Det glæder mig, at vi med udviklingen af Atlas-grunden til nye parcelhuse er med til at sikre fremtidens Ballerup med en stor mangfoldighed i beboere og boligtyper. Jeg er sikker på, at området hurtigt bliver et attraktivt boligkvarter med dets centrale beliggenhed i Ballerup og samtidig tæt på naturen, siger borgmester i Ballerup Kommune Jesper Würtzen (A) i en pressemeddelelse.

Stor interesse

Parcelhusgrundene er mellem 608 og 941 kvm og med mulighed for både et- og toplans huse. Desuden bygger typehusfirmaet Milton Huse i alt 32 etplans rækkehuse på 127 kvm på de 4 hjørnegrunde.

– Vi oplever allerede stor interesse for området, og vi kan se, at der er et behov for netop den type huse, siger Claus Sjøgreen, regionschef for Milton Huse Sjælland, der forventer, at rækkehusene er indflytningsklare ultimo 2016.

Arkitektgruppen udvikler primært boliger i København, men har tidligere arbejdet i Ballerup i forbindelse med opførelsen af Sømoseparken bestående af 38 rækkehuse.

– Vi sætter stor pris på den gode dialog og det tætte samarbejde, vi har haft med Ballerup Kommune i forbindelse med udviklingen af lokalplanen. Vi synes, at Ballerup er en spændende kommune med stort fokus på bl.a. viden og uddannelse. Vi er sikre på, at der vil være stor interesse for at bygge hus på stedet, både blandt nuværende Ballerup-borgere, som ønsker at bygge eget hus, såvel som for tilflyttere fra bl.a. København, siger siger udviklingsdirektør Tony Christrup fra Arkitektgruppen.

Råmosen i Ballerup Øst kommer til at bestå af 38 parcelhusgrunde. Illustration: Arkitektgruppen.
Råmosen i Ballerup Øst kommer til at bestå af 38 parcelhusgrunde. Illustration: Arkitektgruppen.

Relateret indhold