To stærke visioner for Maltfabrikken

To teams er udpeget til at gå videre i kampen om at skabe fremtidens kreative mødested på Den Ny Maltfabrik i Ebeltoft.
Dommerkomitéen har udvalgt to teams, der går videre i konkurrencen om at være med til at skabe fremtidens kreative mødested i Ebeltoft. Foto: Realdania.
Dommerkomitéen har udvalgt to teams, der går videre i konkurrencen om at være med til at skabe fremtidens kreative mødested i Ebeltoft. Foto: Realdania.

De to teams

  • Praksis Arkitekter
  • Underrådgivere: Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue – Midtconsult Rådg. Ingeniører – Billedkunstner Morten Skovmand – VMB Arkitekter v. restaureringsarkitekt Mette Viuf Larsen.
  • Schmidt/hammer/lassen architects
  • Underrådgivere: Vogt Landschaftsarchitekten AG – Thøgersen & Stouby ?-Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S – Riis Akustik.

I vinter igangsatte partnerskabet bag Den ny Maltfabrik – Syddjurs Kommune, Fonden Den ny Maltfabrik og en række bidragsydere – en arkitektkonkurrence, som skal føre til ambitiøse og visionære bud på, hvordan Maltfabrikkens industribygninger og det omkransende kulturmiljø kan transformeres til et levende mødested.

Efter konkurrencens første fase har dommerkomitéen vurderet, at særligt to forslag rummer de elementer, der skal arbejdes videre med i konkurrencens anden fase for at indfri ambitionen om at gøre Den ny Maltfabrik til et stærkt nationalt og internationalt eksempel på, hvordan man transformerer industriens kulturarv med udgangspunkt i stedets særlige potentialer.

I dette tilfælde har især placeringen af de nye kvadratmeter, der skal tilføjes den gamle fabriksbygning, været en øjenåbner.

Direktør Kristian Krog Fonden Den ny Maltfabrik

De to vindere af første fase i arkitektkonkurrencen har meget forskellige bud på den fremtidige arkitektur.

To forslag

Praksis Arkitekters forslag imponerede bedømmelseskomitéen ved at lade Maltfabrikkens karakteristiske røde knopskydninger fortsætte i den nye arkitektur.

Udtalelser som “dette forslag søger at styrke Maltfabrikkens oprindelige volumen og særegne udtryk, der har en meget stærk ikon-karakter” viser, hvordan forslaget skaber en homogen og samlende bygningsmasse, der i stueplan åbner sig op mod de omkringliggende gårdrum.

Forslaget fik også ros for at have forstået projektets komplicerede mix af brugere og aktiviteter og lade funktionerne forbinde ude og inde på en overbevisende og indlevet måde.

Schmidt/hammer/lassen architects forslag vandt ligeledes stor begejstring ved bedømmelseskomitéen ift. at skabe balance mellem det oprindelige rå fabriksudtryk og den nye arkitektur.

Schmidt/hammer/lassen lader den eksisterende fabriksbygning stå i sit oprindelige udtryk og tilføjer en række pavilloner af varierende størrelse som indpasser sig i kulturmiljøet. Forslaget blev beskrevet som meget gennemarbejdet og velkomponeret. Det udmærker sig ved evnen til at videreføre stedets råhed – det formår at videregive den følelse af ‘mulighedernes land’ som anlægget besidder i dag, også efter den gennemgribende transformation

Forslag af høj kvalitet

Konkurrencens arkitektfagdommere, Trude Mardal og Lars Bendrup, er imponerede over forslagenes kvalitet:

– Vi har bedømt seks meget forskellige og kompetente forslag, der hver især er spændende bud på, hvordan der skabes en unik ramme for fremtidens mødested i Ebeltoft. De seks forslag til Den ny Maltfabrik illustrerer et stort spænd i potentialerne for den ambitiøse transformation af Ebeltofts gamle produktionscenter.

Bedømmelseskomitéen har oplevet at processen med at vælge vinderne af første fase også har givet nye vinkler på projektet Den ny Maltfabrik. Trude Mardal og Lars Bendrup fortsætter:

– Der er tale om vidt forskellige forslag, der har rejst spændende og vigtige diskussioner om udviklingens bærende spørgsmål: Hvordan kan områdets udvikling knytte by og kyst tættere sammen? Hvordan bevarer man stedets upolerede råhed og videregiver denne atmosfære til stedets nye brugere? Hvordan kan den ambitiøse hybridmodel for bibliotek, museum og arkiv udnytte sin brede invitation og gøre Den ny Maltfabrik til et sted for alle Ebeltofts borgere? Hvordan skabes der uderum og landskab til alle tænkelige og endnu utænkelige arrangementer?

Vendes på hovedet

Hvis man spørger den daglige ledelse bag Den ny Maltfabrik har arkitektkonkurrencen allerede for nuværende været med til at svare på spørgsmål som ingen havde fantasi til at stille:

– Det fantastiske ved at lade andre kaste nye øjne på ens hjertebarn er ikke blot, at vi som opdragsgivere får vores drømme opfyldt. Arkitekter har nemlig en tendens til at vende spørgsmålene på hovedet og se muligheder, der hvor vores fantasi slipper op. I dette tilfælde har især placeringen af de nye kvadratmeter, der skal tilføjes den gamle fabriksbygning, været en øjenåbner. Vi gik og troede, at en konservativ placering af et nyt byggeri var det eneste rigtige, men arkitekterne var modige, og resultaterne går lige i hjertet på os alle, fortæller direktør for Fonden Den ny Maltfabrik, Kristian Krog.

To teams går videre i Maltfabrikkens arkitektkonkurrence.
To teams går videre i Maltfabrikkens arkitektkonkurrence.

Relateret indhold