Forleden nikkede et flertal i teknik- og miljøudvalget i København til de store projektplaner for området på Kalvebod.
Godkendelsen gælder lokalplan ‘Kalvebod Brygge Vest II’ opførelsen af 37.000 kvadratmeter IKEA-varehus samt et nyt Cabinn hotel med mere end 1.200 værelser. Desuden skal der bygges to boligtårne med i alt ca. 500 ungdomsboliger.
Det store projekt indebærer samtidig, at Dybbøls Bro udvides, da den i fremtiden skal klare markant mere trafik.
– Vi er glade for den grundige høring, hvor alle aspekter af den nye lokalplans betydning for området nøje er overvejet. Med så stort et projekt på så central en beliggenhed, er det helt afgørende at gennemtænke alle forhold grundigt, så vi sikrer os, at vi skaber et område med respekt for beboere og brugere, og at vi bygger for fremtiden, siger administrerende direktør for IKEA Danmark, Dennis Balslev.
Tag som grønt åndehul
IKEA København bliver verdens første urbane IKEA varehus. Det repræsenterer et nybrud i den måde, IKEA hidtil har designet og placeret varehuse uden for de store byer.
– Det er en nytænkning af IKEA konceptet, som vil øge tilgængeligheden for de mange mennesker – for gående, cyklister og københavnere der kommer med tog, bus eller metro. Vi har aldrig tidligere bygget et varehus i hjertet af en storby, og derfor går vi til opgaven med ydmyghed og respekt for Københavns grønne profil og med et ønske om at bidrage til København som en bæredygtig hovedstad. Vores ambition er at bygge noget, der er mere end bare et varehus. Vi drømmer om at gøre IKEA København til en levende og aktiv del af byens liv, hvor der også er plads til gæster, der ikke nødvendigvis skal købe nyt til hjemmet. Varehusets tag bliver et spændende, grønt åndehul i 20 meters højde med en flot udsigt udover byen og havnebassinet, hvor man kan hygge sig og være sammen, siger han.
Borgerrepræsentationen forventes at vedtage den endelige godkendelse på et møde sidst i juni.