Svendborg Architects vinder kaserneprojekt

Det bliver Svendborg Architects, der dammen med BOGL og Regnestuen skal omdanne kaserneområdet Kildegården i Roskilde.
Svendborg Architects skal stå for omdannelsen af Kildegården i Roskilde. Illustration fra projektets afleveringsmappe.
Svendborg Architects skal stå for omdannelsen af Kildegården i Roskilde. Illustration fra projektets afleveringsmappe.

Dommerkomiteen i konkurrencen om det gamle kaserneområde Kildegården i Roskilde har udpeget konkurrenceforslaget fra Svendborg Architects, BOGL og Regnestuen som vinderforslaget. Dommerkomiteen finder, at vinderforslaget indeholder en række kvaliteter og stærke træk både i forhold til helhedsplanen, Kunstens Hus og de centrale udearealer, som skaber et robust og inspirerende grundlag for det videre arbejde med at udvikle Kildegården.

Samtidig understreger dommerkomiteen, at det videre arbejde med at realisere vinderprojektet skal ske i en dialog mellem det vindende team, Roskilde Kommune og de fremtidige brugere, så der i fællesskab kan findes de mest hensigtsmæssige løsninger.

Jeg ser frem til, at vi får et spændende hus, der giver brugerne helt nye udfoldelsesmuligheder.

Birgit Pedersen Formand, kultur- og idrætsudvalget i Roskilde Kommune

– Kunstens Hus bliver et centralt omdrejningspunkt for området, og jeg ser frem til, at vi får et spændende hus, der giver brugerne helt nye udfoldelsesmuligheder, har formand for kultur- og idrætsudvalget i Roskilde Kommune, Birgit Pedersen, sagt om projektet.

Et kraftcenter

Kildegården skal udvikles til et kraftcenter for idræt, kultur og fritid, og konkurrencen var startskuddet til en omdannelse med fokus på en nyindretning af de centrale udearealer og opførelse af den nye bygning Kunstens Hus. Konkurrencen har også omfattet skitseringen af en helhedsplan for området, som sætter en robust ramme for, hvordan Kildegården integreres på en inspirerende måde i byen og bliver et hængsel, der binder området sammen med de omgivende byfunktioner.

Som en del af projektet skal Kunstens Hus benyttes til mange forskellige kunstformer. Det er især aftenskolernes kunsthold og Roskilde Musiske Skoles Billedskole, der skal bruge huset, men også andre foreninger og borgere vil kunne få adgang til Kunstens Hus.

Kunstens Hus ved Kildegården skal stå klar i 2017.

Relateret indhold