Stor opbakning til åbningen af Cirkelbroen

Over 7.000 mennesker valgte at lægge vejen forbi Cirkelbroens festlige indvielse i weekenden.
Indvielse af Cirkelbroen, 2015, Christianshavns Kanal, København. Foto: Søren Svendsen.
Indvielse af Cirkelbroen, 2015, Christianshavns Kanal, København. Foto: Søren Svendsen.

Der var trængsel på Cirkelbroen, da bygningsværket blev indviet i weekenden.

Omkring 7.000 mennesker var nemlig mødt op til indvielsen af broen, der krydser Christianshavns Kanal. Cirkelbroen er tegnet af kunstneren Olafur Eliasson og er en gave fra Nordea-fonden til Københavns Kommune.

Indvielsen bød blandt andet på musik fra Barbara Moleko samt jazz og taler fra Olafur Eliasson, overborgmester i København Frank Jensen og Mogens Hugo, der er bestyrelsesformand for Nordea-fonden.

Efter en vellykket indvielse glæder broens kunstner, Olafur Eliasson, sig også til at se Cirkelbroen blive en del af københavnernes hverdag:

– Cirkelbroen skaber nye rum i havnen. Den giver nærhed til vandet og opfordrer brugerne til at sætte farten en smule ned, tage en pause. Jeg håber, den vil blive et mødested, et ‘vi-ses-på-broen’-sted. I min kunst arbejder jeg meget med flygtige materialer, for eksempel med vind, tåge eller vand i bevægelse. Det er fantastisk at få lov til at lave et værk som Cirkelbroen, der rummer denne flygtighed – vejrets skiften og dets medskaben af atmosfæren i havnen – men samtidig har en langt, stabilt liv foran sig. Jeg er umådelig stolt over, at Cirkelbroen nu er en del af København, siger Olafur Eliasson.

Københavns overborgmester, Frank Jensen, modtog broen på kommunens vegne:

– Med Cirkelbroen er havnen nu blevet endnu mere levende og attraktiv for københavnerne. Det var meget tydeligt i dag, hvor så mange mødte op til indvielsen. Broen binder vores by bedre sammen og er et vartegn for hele området, som vi kan være stolte af, siger overborgmester Frank Jensen.

Overborgmester Frank Jensen taler ved indvielse af Cirkelbroen. Foto: Søren Svendsen.
Overborgmester Frank Jensen taler ved indvielse af Cirkelbroen. Foto: Søren Svendsen.
Cirkelbroen er en gave fra Nordea-fonden til Københavns Kommune. Foto: Søren Svendsen.
Cirkelbroen er en gave fra Nordea-fonden til Københavns Kommune. Foto: Søren Svendsen.

Relateret indhold