Toftlund Sport & Fritidscenter består i dag af to nedslidte og utidssvarende idrætshaller med supplerende faciliteter. Nu skal Gråkjær som vinder af totalentreprenørkonkurrencen opføre et 5.000 kvm nyt center med både ny multihal samt ny springsal med tilhørende omklædningsfaciliteter, café og fitnessområde.
Caféen er disponeret, så det ikke er et gennemgangslokale.
Den nye multisal, klub- og møderum, omklædningsfaciliteter samt køkkenområde bliver placeret rundt om multihallen, hvilket vil skabe liv og aktiviteter hele vejen rundt om bygningen.
Multihallen er designet med fleksibilitet for øje og kan nemt tilpasses forskellige formål, sportsgrene og arrangementer. De åbne forbindelseszoner og store vinduespartier skaber glidende overgange mellem de forskellige områder og funktioner, indendørs såvel som udendørs.
Formand for Toftlund Sport & Fritidscenter, Jan Fogh, er begejstret for vinderprojektet:
Amfibane og multihal: Fornyelse på vej på Campus Tønder
– Gråkjær har leveret et projekt, der rammer plet på rigtig mange områder. Selvfølgelig vil der altid være småjusteringer undervejs, men vi får et sport- og fritidscenter, der bliver præcis, som vi ønsker det. Jeg er sikker på, at det bliver et godt samlingssted for byen og hele kommunen, og som andre byer vil se på med misundelse.
Totalentreprenøren, der har vundet konkurrencen sammen med GPP Arkitekter, Stokvad Rådgivende Ingeniører og landskabsarkitekten MBYland, forventer at påbegynde byggeriet omkring årsskiftet. Det nye sport- og fritidscenter ventes at stå klar til indvielse i sommeren 2026.
Vinder har forstået visionen
Projektet følger i halen på Gråkjærs opførelse af Guldboxen i Nykøbing Falster, der stod færdig i sommeren 2023, og de igangværende projekter i Svendborg og Bogø. Disse projekter er noget, dommerkomiteen har skævet til, fortæller formand for komiteen og borgmester i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen
– Valget af Gråkjær som totalentreprenør var naturligt. De har forstået vores vision om at skabe et indbydende samlingspunkt for alle borgere i Toftlund med tæt kontakt til byen. Deres løsning skaber et levende hus med god forbindelse mellem hallerne og ude- og indearealerne. Gråkjærs erfaring og succes med lignende projekter har vi selvfølgelig ligeledes bemærket.
Bygger ny skole sammen med idrætscenter
CEO hos Gråkjær, Henrik Bastrup Skaarup, fremhæver, at lokal forankring bliver et vigtigt element i byggeprocessen. Gråkjær vil derfor, så vidt det er muligt og økonomisk rimeligt, prioritere at benytte lokale samarbejdspartnere og håndværkere.
Gråkjær Erhverv har tilbudt at udføre projektet for 69.999.000 kr. De bydende skulle holde sig under en ramme på 70 mio. kr.