Den almene boligorganisation Boligkontoret Århus, der administrerer ca. 5.730 boliger og 133 institutions- og erhvervslejemålsenheder fordelt på 73 afdelinger, har valgt skala architecture som samarbejdspartner på en omfattende fireårig rammeaftale.
Aftalen omfatter renoveringsprojekter, nybyggeri og udvikling af nye, innovative boligkoncepter. Den estimerede årlige volumen på delaftalen er ti millioner kroner.
Skala architecture har gennem mere end 30 år opbygget en solid portefølje af projekter inden for design af både alment boligbyggeri, erhverv, skoler og institutioner, og tegnestuen løser hver dag opgaver for såvel offentlige som private bygherrer.
På CV’et har skala architecture bl.a. Danmarks første permanente, svanemærkede skolebyggeri i Sundby lidt uden for Nykøbing Falster og omdannelsen af det gamle vandværk i København NV til et fleksibelt forsamlingshus med fokus på fællesskabet.
Arkitektur kan forbedre beboernes livskvalitet
Tegnestuen har tidligere haft rammeaftale med Boligkontoret Århus indenfor bygherrerådgivning, og får med de nye rammeaftaler mulighed for at fortsætte med at bidrage til udviklingen af dansk boligbyggeri. På tegnestuen ser man frem til at skabe arkitektoniske løsninger, der forbedrer beboernes livskvalitet og bidrager til en moderne og bæredygtig boligsektor.
– På den nye rammeaftale vil vores rådgivning dække arkitekt- og ingeniørarbejde i samarbejde med vores underrådgiver DAI. Vi er meget glade for at kunne fortsætte det gode samarbejde med bygherre under denne nye aftale, fortæller kreativ chef og partner hos skala architecture, Julie Ankjær.
Hele syv delaftaler med DAB
DAB, der er en af de største aktører inden for almene boliger i Danmark, har dertil tildelt Rambøll med skala architecture som underrådgiver rammeaftale for hele syv delaftaler. Henning Larsen og Lendager er desuden koblet på teamet på flere af delaftalerne.
Aftalen løber over fire år, og giver tegnestuen muligheden for at være med til at forme fremtidens bæredygtige og moderne almene boliger. Aftalen omfatter både nybyggeri og renovering.
Hos skala architecture ser man frem til at bidrage med ekspertise og kreativ tilgang til at skabe arkitektoniske løsninger, der både opfylder behovene hos beboerne og bidrager til en bæredygtig udvikling af boligerne.
– Gennem et samarbejde i både bredden og dybden håber vi at være med til at kultivere en systematiseret praksis, hvori ressourcebevidsthed i opførelse og drift kommer både miljøet og beboerne til gode, udtaler Julie Ankjær.
Rammeaftalerne med DAB spænder beløbsmæssigt fra 5-300 mio. kroner i håndværkerudgifter og vedrører såvel nybyggeri som renovering af almene boliger på både Sjælland og Lolland-Falster og i Jylland.
Mari Brandl, direktør for Renovering & Bygningsfysik i Rambøll, siger:
– Vi har et stort ønske om at bringe kvalitet og bæredygtighed ind i almene projekter på et niveau, hvor alle kan være med – herunder også rammebeløbene.