Sangberg tildeles Aalborg kommunes bygningspræmiering

Sangberg Architects har sammen med A. Enggaard A/S modtaget Aalborg Kommunes bygningspræmiering for sit grønne parkeringshus i Østre Havn.
Foto: Sangberg Architects.
Foto: Sangberg Architects.

Parkeringshuset ligger mellem Nyhavnsgade og Østre Havnegade og er tænkt som et hus, der med sit simple princip og materialeholdning passer ind i det tidligere havneområdes industrielle æstetik. Facaden er lavet af en række forskellige ekstruderede lameller, der er konstrueret således, at de er enkle at montere og dermed også enkle at demontere. Det betyder, at den dag huset skal rives ned, kan alt materialet til facaden enkelt demonteres og aluminiummet genanvendes.

– Visionen for det nye parkeringshus på Østre Havn i Aalborg er en bygning, som skaber en ny urban natur fyldt med liv og som udnytter en række bæredygtige løsninger til fremtidens cirkulære materialeøkonomi, fortæller Jonas Sangberg, der er kreativ direktør i Sangberg Architects.

Mere end et parkeringshus

Facaden lader dagslys strømme ind i bygningen, og samtidig fungerer den som espalier for klatreplanter, der over tid vil begrønne husets facader. Dette vil øge områdets luftkvalitet samt filtrere støv- og forureningspartikler fra luften.

Parkeringshuset har en kapacitet på 590 biler. Omkring parkeringshuset er der gjort plads til en række forskellige aktiviteter såsom basketball, skating og en klatrevæg. Det sikrer, at bygningen spiller sammen med sine omgivelser og ikke blot fungerer som et hus til parkering.

Relateret indhold