KFUM-Spejdernes internationale spejdercenter ved Houens Odde, der ligger i skoven ved Kolding Fjord, skal fornyes. Nu er tegnestuen ReVærk udvalgt som vinder af arkitektkonkurrencen med tre bygninger, der integrerer sig i det meget varierede landskab.
Tegnestuens vinderforslag hedder Rundkredsen. De nye bygninger skal erstatte det eksisterende og nedslidte aktivitetscenter, som siden 1970’erne har været ramme for spejderlejre for tusinder af børn.
Projektet omfatter tre bygninger – ‘Skoven’, ‘Mosen’ og ‘Fjorden’ – som hver især tilbyder forskellige funktioner og oplevelser for spejdere og besøgende.
– Vores vision er at skabe et spejdercenter, der fungerer som en naturlig forlængelse af skovens rum i naturens egne materialer – et inspirerende samlingspunkt, hvor besøgende bliver inviteret til at opleve naturen med alle sanser, på tværs af forudsætninger, siger Mathias Nørgård Osmundsen, arkitekt og indehaver af ReVærk.
Hvor mange spejderhytter kan man få for 140 mio. kr.?
Den aarhusianske tegnestue blev valgt blandt fire arkitektfirmaer med et forslag, der skiller sig ud i måden bygningerne integrerer sig i det meget varierede landskab ved Kolding Fjord. Idéen om at bygge cirkulært og med synlige konstruktioner gør det muligt at bygge videre og tilpasse funktionerne efter også kommende behov.
Ideelt for spejderaktiviteter
Generalsekretær i KFUM-Spejderne, Ole Buch Rahbek, kalder Rundkredsen for imponerende:
– Det er smukt, funktionelt og bæredygtigt. Bygningen er et ideelt udgangspunkt for spejderaktiviteter og kan være samlingspunkt for mange forskellige typer af aktiviteter i naturen. Vinderforslaget er desuden tilpasningsdygtigt i forhold til forskellige behov og børnenes forskellige forudsætninger for at slå lejr på Houens Odde. Vi glæder os nu virkelig meget til at se, hvordan ReVærks vision vil forme det nye spejdercenter og skabe meningsfulde oplevelser for børn og unge.
Den omfattende fornyelse af spejdercentret er støttet med 50 millioner kroner af A.P. Møller Fonden. De tre nye bygninger opført i træ forventes færdigbygget i foråret 2027.