I 2023 har der været ekstra spotlight på dansk arkitektur og særligt København, da hovedstaden var udvalgt af UNESCO og UIA som Arkitekturhovedstad 2023-2025.
Og det kan ses i antallet af besøgende på Dansk Arkitektur Center (DAC).
I løbet 2023 besøgte 285.000 gæster centeret – det højeste antal besøgende nogensinde – og det svarer til en stigning på 26 % i antal gæster ift. 2022, og 42 % flere gæster sammenlignet med før corona 2019.
– Det flotte 2023-besøgstal er resultatet af en stærk og fokuseret strategi og en høj grad af agilitet i organisationen, lyder det fra direktør Dorthe Weinkouff Barsøe.
Store fortællinger
Hun oplyser videre, at DAC i slutningen af 2022 satte en ambition om at bruge det kommende år som løftestang til at sætte arkitektur, design, byudvikling og bæredygtighed på dagsordenen. Og som en af partnerne for World Capital of Architecture-programmet blev arkitekturcenteret centrum for en lang række aktiviteter og udstillinger.
Læs også: Overborgmester: Branchen er klar til større klimaansvar
Ifølge direktøren har særligt to store hovedudstillinger tiltrukket mange gæster og samtidig sikre den højeste tilfredshed hidtil blandt gæsterne målt på NPS-skalaen (Net Promotor Score):
– Udstillingen Copenhagen in Common var årets helt store fortælling om København, der dels hyldede arkitekturhovedstaden, men også dykkede ned i historien om Københavns stærke traditioner for at tænke i fællesskaber og borgerinddragelse. En udstilling, som både Københavnerne og nationale og internationale turister tog godt imod, fortæller Dorthe Weinkouff Barsøe.
Hun tilføjer:
– Og så åbnede udstillingen So Danish! tilbage i marts, som udfolder historien om dansk arkitektur fra vikingetiden til i dag og giver besøgende mulighed for at rejse ind i arkitekturen og forstå, hvor helt central, den er for vores demokratiske samfund.
Læs også: Vikinger og sommerliv: Vil genskabe historiske torve i Aarhus
I 2023 tiltrak DAC tilmed næsten 30.000 unge mellem 18 og 25 år.