Gottlieb Paludan Architects og Cobe er årets modtagere af Skub-op-prisen for det innovative design af cykelparkeringen ved Nørreport Station. Prisen uddeles af Københavns Kommune og går til rådgiverteamet for at have leveret et projekt, der har oversteget kommunens forventninger og har “hævet barren” i forhold til fremtidige projekter i byen. Det oplyser Gottlieb Paludan Architects.
Cykelparkeringen ved Nørreport Station er udvidet fra 900 til 2100 pladser, og cykelstativerne er særligt udviklet til at kunne rumme mange cykler på minimal plads. Samtidig har rådgiverteamet sænket cykelparkeringen, så der opstår en række “cykelbede”, hvilket bidrager til, at de mange cykler er synlige og tilgængelige, uden de blokerer udsynet og overblikket på stationspladsen. Cykelbedene indgår i en samlet ombygning af Nørreport Station, som har skabt et nyt og attraktivt byrum omkring Danmarks travleste station.
Prisen blev overrakt den 25. juni ved et debatarrangement om fremtidens fremkommelighed i København. Hver måned bliver der 1.000 nye københavnere, og fremkommeligheden vil blive udfordret i de kommende år, hvorfor København allerede i dag søger infrastrukturløsninger, der kan sikre fremkommelighed, byliv og attraktive byrum.