Kontorbyggeriet K29 i den litauiske hovedstad Vilnius har netop modtaget en pris for Best Office Building in the Baltics i 2015. Prisen uddeles af medieorganisationen Business News, og juryens begrundelse er blandt andet, at bygningen gennem et integreret design skaber øget medarbejdertilfredshed, større produktivitet, bedre helbred, større fleksibilitet, energioptimering og forbedret miljø-performance. Derudover imødekommer bygningen lejernes specifikke behov.
For PLH Arkitekter har det været en flerårig proces at opbygge de relationer, der har været med til at skabe succesen i Litauen.
Vi har etableret en række gode relationer, og vi kan altså nogle ting, som de lokale arkitekter ikke kan.
Steen Enrico Andersen Partner, PLH Arkitekter
– Vi har etableret en række gode relationer, og vi kan altså nogle ting, som de lokale arkitekter ikke kan. Vi har introduceret de innovative ideer om workplace design, bæredygtighed og energi-rigtigt byggeri til litauerne, og samtidig appellerer det skandinaviske til dem. De kan godt lide, at vi arbejder meget ærligt med materialerne, siger partner hos PLH Arkitekter, Steen Enrico Andersen.
Europæiske forhold
Kontorhuset er på 16.000 kvm og ligger på grænsen mellem et stort parkområde mod nord og byens internationale erhvervsområde mod øst. Bygningens markante geometriske form med et vertikalt snit gennem tagfladen og den bølgende åbning i grundplanen skaber et spændende nyt område i den offentlige park.
De dobbelte facader, placeringen på grunden og en maksimal udnyttelse af dagslyset er alle elementer, der ifølge PLH Arkitekter fremmer det fysiske arbejdsmiljø. Byggeriet er fleksibelt og tilpasningsdygtigt på mange måder, og blandt andet gør opbygningen af etagerne og elevatorkernerne det muligt at opdele bygningen i mindre enheder afhængig af lejernes individuelle behov. For at tiltrække udenlandske virksomheder er bygningens dimensioner og indretning tilpasset europæiske og amerikanske forhold.
K29 er det sjette projekt, som PLH Arkitekter har udført i den litauiske hovedstad, og kontorhuset er resultatet af et samarbejde mellem litauiske investorer, PLH og en lokal arkitekttegnestue. Blandt de øvrige byggerier, som PLH har stået for i Vilnius er blandt andet signaturbyggeriet Green Hall, stormagasinet Gedimino 9 og et blandet byggeri med hotel, kontor, butik og luksuslejligheder på Ciurlionio Street. PLH har også udført renoveringsarbejder i Litauen og arbejder i øjeblikket på endnu et kontorhus samt et hotel.