BIG har netop præsenteret sine visioner for, hvordan Skive kan se ud i 2040, og de må betegnes som ganske ambitiøse og omhandler blandt andet boliger med store vinduespartier frithængende ud over åen, et spirallignende udkigstårn placeret ved stien gennem ådalen samt et kulturhus placeret ude i fjorden.
Knap 500 borgere, virksomheder og lodsejere overværede arkitektfirmaets præsentation, som i stor stil udnytter Skives placering ud til Limfjorden. Men der er også udfordringer forbundet med at satse alt for meget på vandet. Således understregede borgmester i Skive, Peder Christian Kirkegaard (V), at der er behov for hjælp fra Christiansborg, hvis BIGs planer skal føres ud i livet.
Det virker helt grotesk, at vi i kommuner som Skive ikke må bygge inden for kystnærhedszonen i byområder, når man i de store byer må bygge selv helt ud i vandet.
Peder Christian Kirkegaard Borgmester (V) i Skive.
– Vi skal have set på planloven. Det virker helt grotesk, at vi i kommuner som Skive ikke må bygge inden for kystnærhedszonen i byområder, når man i de store byer må bygge selv helt ud i vandet, siger Peder Christian Kirkegaard.
Skal modvirke affolkning
BIGs visioner for Skive går under navnet BIG Blue Skive 2040 og er en folkegave, som SparVest Fonden har foræret byen i anledning af sit 25 års jubilæum. Formålet med projektet er at gøre Skive mere attraktiv for nye borgere frem for passivt at se til, at flere danskere vælger at bosætte sig i de store byer.
– Vi vil kæmpe med alle de midler, vi har, for at ødelægge de prognoser, vi næsten dagligt bliver præsenteret for, og bevise, at de tog fejl. Blandt andet ved at udnytte de ressourcer, som vi har. De blå ressourcer; fjorden og åen. Dem skal vi bruge til at gøre vores egn til et endnu skønnere sted at bo og leve, siger Peder Christian Kirkegaard, som samtidig gør opmærksom på, at BIG Blue Skive ikke er en færdiggjort plan for byen, men ideer, fremtiden kan bygges på.
– BIG Blue Skive skal forstås som de store blå penselstrøg, der kan bruges i den fremadrettede udvikling af byen. Dette skal ske i et samarbejde mellem kommune, lodsejere og investorer, siger han.


