Ideen kommer fra den lokale sportsklub AB (Akademisk Boldklub), Vejdirektoratet stiller arealet til rådighed, kommunen, Realdania, klubben selv og nu også Lokale og Anlægsfonden støtter økonomisk.
Der er gang i et spændende samarbejde i Gladsaxe, hvor et mangeårigt ønske om nye faciliteter til AB’s cricketafdeling nu ser ud til at munde ud i et usædvanligt idrætsanlæg under Hillerødmotorvejen ved Skovbrynet Station.
Her er det planen at etablere et slagsportscenter bag en fælles, høj ’indhegning’ bestående af et træskelet med polycarbonatplader i varierende gennemsigtighed. Polycarbonatpladerne langs de to kastebaner er så transparente, at det er muligt at betragte sporten udefra. Bygningens overflade skal udformes som en stor trappe, hvorfra man kan betragte træningen.
De to kastebaner bliver forsynet med kastemaskiner. Banerne skal være oplyst efter internationale standarder for sporten.
Gladsaxe Rådhus får en byskov for større trafik-tryghed
Dertil etableres Pitstoppet med toiletter, 30-50 lockers, tappested for koldt vand og koldtvandsbruser til mountainbikere, løbere og andre, der benytter den nærliggende Hareskoven.
Kombinerer mødested med cricketfaciliteter
Den særlige placering under Hillerødmotorvejen betyder, at motorvejen fungerer som tag, så cricketspillerne kan spille cricket året rundt, ligesom faciliteterne kan benyttes af andre brugere, uanset om det sner eller regner.
Direktør Jon Gerner fra Lokale og Anlægsfonden, der har lagt to mio. kr. i puljen, siger:
28 mio. kr. i støtte: Multicenter skal få gadeidrætten til at blomstre
– Hareskoven er et naturskønt område, som bruges af rigtig mange til aktiviteter i fritiden, og ligesom mange andre steder med attraktive naturaktiviteter mangler der gode steder at mødes, og det er netop det, projektet handler om. At behovet for et mødested kombineres med en længe ønsket facilitet til cricketspillerne fra naboklubben, er godt set, og at motorvejens brolegeme ovenikøbet bruges som overdækning er godt tænkt.
En stor gevinst
Borgmester Trine Græse er meget glad for opbakningen fra Lokale og Anlægsfonden og håber snart at opnå fuld finansiering:
– Der er ingen tvivl om, at centeret vil være en stor gevinst for både cricketspillerne, mountainbikerytterne, løbere og andre, der er aktive på Hareskovens mange stier.
Anlægsbudgettet for det anderledes idrætsanlæg lyder på 9,12 mio. kr. Der mangler derfor pt. 3,9 mio. kr. for, at projektet kan realiseres.