I samarbejde med Dansk Halbyggeri A/S og Viggo Madsen A/S har GPP Arkitekter vundet konkurrencen om at opføre en ny hal til Rønde Høj- og Efterskole. Den nye idrætshal bliver på 1.665 kvadratmeter og skal desuden indeholde fitness-, lounge- og omklædningsfaciliteter.
De forskellige muligheder i hallen er ifølge GPP Arkitekter helt typisk for de haller, der opføres for tiden, og som adskiller sig væsentligt fra den klassiske håndboldhal, som mange danskere er vokset op med.
Løb og individuelle sportsgrene er vokset helt vildt, og det skal hallerne afspejle, og derfor er nutidens haller helt anderledes.
Carsten Gjørtz Direktør og partner, GPP Arkitekter
– Jeg tror, at de nye haller hænger sammen med et andet befolkningsbillede i dag. Sundhed er blevet et stort tema i befolkningen, og samtidig har idrætsbilledet ændret sig. Tidligere gik man til holdsport på et bestemt tidspunkt hver uge. I dag dyrker mange individuel sport, og det skal være på et tidspunkt, der passer dem. Løb og individuelle sportsgrene er vokset helt vildt, og det skal hallerne afspejle, og derfor er nutidens haller helt anderledes, siger direktør og partner hos GPP Arkitekter, Carsten Gjørtz.
Nyt samvær
Han fortæller, at de moderne sportshaller i dag også skal danne ramme om en ny samværsform, der står i kontrast til tidligere. I dag tager familier i idrætshallen og spiser morgenmad og frokost, og så kan mor danse zumba, mens der er et legerum til børnene og måske også svømmehal ved siden af.
– I dag skal hallerne også danne ramme om socialt samvær. Ofte vælger man at lave hallerne transparente ved at bruge store glaspartier, så man kan se, hvad der sker andre steder i hallen. På den måde kan man tage afsted og dyrke sin aktivitet og samtidig opleve nye aktiviteter – fx en klatrevæg – der vækker ens interesse, og så prøver man dem. Som mennesker vil vi gerne opleve noget, og de nye haller giver flere oplevelser end de klassiske gamle haller, siger Carsten Gjørtz.
Det sociale samvær har GPP Arkitekter blandt andet understøttet ved Bjerringbro Idrætscenter, hvor tegnestuen har designet et kæmpe udhæng ved halindgangen, hvor den lokale løbeklub kan samles inden løbeturene. Der er plads til 300 løbere, som takket være udhænget har et samlingssted i læ for vind og vejr i forbindelse med deres sportsgren.
Glasparti i Rønde
– Halbyggeriet har stået stille i rigtig mange år, men lige i øjeblikket bliver der opført rigtig mange haller. Mange af dem handler om udbygning af de klassiske 20/40-haller, som er de klassiske håndboldhaller, og de nye haller kan bare nogle andre ting, siger Carsten Gjørtz.
Den nye hal i Rønde, som GPP Arkitekter skal tegne, placeres således, at den nye og den eksisterende idrætshal kommer til at ligge parallelt med en afstand på ca. fem meter og bygges sammen, så der skabes et samlet halbyggeri.
Hovedindgangen placeres i bygningens sydvendte facade og bliver markeret med et stort glasparti i hele bygningens højde. Der skal skabes stor transparens til både lounge og fitness med større vindues- og døråbninger. På den måde bindes ude- og indemiljøet sammen, så den besøgende allerede ved ankomsten kan fornemme liv og aktivitet i hallen.