Ny pris til C.F. Møller

Bestsellers kontorkompleks i Aarhus, tegnet af C.F. Møller Architects, vinder European Architecture Award i kategorien Office Buildings.
Blandingen af kontorer og udearealer skaber en fornemmelse af, at der er tale om en by i byen. Komplekset. Foto: C.F. Møller Architects.
Blandingen af kontorer og udearealer skaber en fornemmelse af, at der er tale om en by i byen. Komplekset. Foto: C.F. Møller Architects.

C.F. Møller Architects har nu modtaget international hæder for Bestsellers kontorkompleks i Aarhus. Det drejer sig om førstepladsen i kategorien “Office Buildings”, som er en del af European Architecture Award. Det skriver C.F. Møller på sin hjemmeside.

Her oplyses det, at i alt 327 projekter fra 32 lande kæmpede om at være de første modtagere nogensinde af European Architecture Awards. C.F. Møller fortæller i øvrigt, at de var den eneste nordiske arkitektvirksomhed, der slap igennem nåleøjet og blev nomineret til finalen, hvor den endelige vinder blev afsløret torsdag 18. maj i Bruxelles. C.F. Møller skrev sig dermed ind i historien som den første modtager kategorien Office Buildings.

– Vi er glade og stolte over at modtage denne pris, da Bestseller netop er en eksponent for det, vi står for. Det vil sige høj arkitektonisk kvalitet, holdbarhed, innovation og bæredygtig med udgangspunkt i respekt for beliggenheden og de mennesker, der skal færdes i og omkring byggeriet, fortæller Julian Weyer, arkitekt og partner hos C.F. Møller Architects, der modtog prisen under en ceremoni i Bruxelles.

En by i byen

Bestseller-komplekset består af en række bygningskroppe, der ligger forskudt i forhold til hinanden og er forbundet af forskellige udearealer indimellem, for eksempel atrier, terrasser og taghaver.

Blandingen af kontorer og udearealer skaber ifølge C.F. Møller en fornemmelse af, at der er tale om en by i byen. Komplekset, der har kanaler og vand på alle fire sider, markerer indgangen til den nye, urbane bydel på Aarhus’ havnefront.

Bygningen rummer cirka 800 arbejdspladser samt showrooms, auditorium, foto- og filmstudier, en stor kantine og fælles faciliteter til modeshows og konferencer.

Bestseller er tidligere blevet præmieret med Aarhus Kommunes Arkitekturpris 2015, WAN Commercial Award 2015 og Naturstenprisen 2016.

C.F. Møller var desuden nomineret i kategorien Urban Development, hvor det blev til en flot andenplads med Copenhagen International School. Skolen har en central placering i den nye bydel Nordhavn i København, hvor den skal bidrage til at gøre området attraktivt og levende.

Relateret indhold