Ny film går bag om BIG

Ny dokumentarfilm om Bjarke Ingels og BIG. Filmholdet har fulgt den danske verdensstjerne gennem fem år.
BIG TIME går bag om Bjarke Ingels. Foto fra filmen.
BIG TIME går bag om Bjarke Ingels. Foto fra filmen.

De fleste kender Bjarke Ingels for hans arbejde, men filmen tager publikum med ind bag facaden og helt tæt på mennesket Bjarke Ingels. ‘BIG TIME’, af den danske instruktør Kaspar Astrup Schröder, får verdenspremiere på Copenhagen Architecture Festival den 26. april og får landsdækkende premiere den 3. maj i mere end 50 biografer.

Bjarke Ingels er udråbt af The Wall Street Journal til en af arkitektverdens største stjerner. I filmen følger man den kreative proces og det uendelige antal kompromiser, som arbejdet kræver.

Den danske arkitekt flytter til New York og derefter får Bjarke Ingels Group (BIG) til opgave at bygge en af de skyskrabere, der skal erstatte tvillingetårnene, der styrtede sammen den 11. september 2001 på Manhatten. En opgave Bjarke ikke havde drømt om, at han en dag skulle sidde med. Men hvad har successen kostet ham? Hvem har han valgt at dele den med? Og hvad med kærligheden? Er der overhovedet plads til den? Det er nogle af de spørgsmål, som filmen sætter fokus på.

Indblik i drømmeverden

– Mit mål med filmen har været at kunne give en eksklusiv bid af Bjarke Ingels, som vi sjældent støder på i andre hurtigt producerede portrætter af ham. Et indblik ind i hans verden, hvor drømme kan blive til virkelighed, men hvor man også vil forstå, hvad det i virkeligheden kræver af talent, mod og ofring for at nå dertil, hvor Bjarke er i dag. Samtidig villle jeg også gerne helt ind i det intime rum, hvilket kan være svært, fordi Bjarke arbejder altid, så jeg har været nødt til at følge ham tæt og være der, når det opstod, siger instruktøren Kaspar Astrup Schröder.

Alt imens Bjarke Ingels er i gang med at skabe en bygning, der kommer til at ændre selveste New Yorks skyline, bliver han ramt af noget så jordnært som helbredsmæssige udfordringer. Og hvad betyder successen og det hårde arbejde så?

– Der nogle helbredsmæssige problemstillinger i Bjarkes liv, som gjorde presset endnu større og dér kunne jeg mærke, at filmen kunne blive endnu mere universel. At den ikke ‘bare’ kunne formidle spændende arkitektur og en interessant hjerne bag, men at den også kunne fortælle en større historie om den moderne mand og de valg, han må træffe for at blive lykkelig. Om hvordan de små ting som nære relationer, kærlighed og et godt helbred måske er vigtigere end alt det, vi i det daglige går og drømmer om, siger Kaspar Astrup Schröder.

Fyldt godt op

Bjarke Ingels havde ikke selv forestillet sig alle de ting, man ser i filmen, skulle ske i hans liv. Hverken at han skulle flytte til New York eller at mange af hans drømme skulle gå i opfyldelse på rekordtid.

– Filmen er blevet helt anderledes end jeg havde forestillet mig. Dels gik der lige pludselig mange år, hvor Kaspar filmede! Jeg flyttede til USA kort tid efter at Kaspar gik i gang. Jeg fyldte 40 år. Vores tegnestue voksede fra 80 til 440 mand. Min verden eksploderede på rigtig mange fede måder – mange af mine drømme begyndte for alvor at gå i opfyldelse. Men også på den måde, at når man siger: ‘Pas på hvad du ønsker dig, for måske får du det’ så handler det jo også om, at når man får alle de muligheder, man har drømt om, så er der altså fyldt godt op – i din kalender, og dit hoved og dit liv, siger Bjarke Ingels.

BIG TIME er produceret af Sara Stockmann, Sonntag Pictures. Filmen får verdenspremiere på CAFx i Grand Teatret den 26. april kl. 19.00

… så handler det jo også om, at når man får alle de muligheder, man har drømt om, så er der altså fyldt godt op – i din kalender, og dit hoved og dit liv.

Se trailer fra filmen.

Relateret indhold