Minister til arkitekterne: ”I skal stemple mere ind”

Under overskriften ’Giv os en grøn og enkel grundlov for byggeriet’ afholdt Danske Arkitektvirksomheder i går årsmøde, hvor kulturministeren kom med en kærlig opsang.
Jakob Engel-Schmidt på scenen til årsmødet.
- Vi mennesker bliver formet af jeres rum, og vi lærer Danmark at kende gennem de streger, I sætter. Derfor skal I stemple mere ind i den offentlige debat, lød det bl.a. fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt på årsmødet. Foto: Danske Arkitektvirksomheder.

Sammen med 120 af i alt ca. 700 medlemmer afholdt Danske Arkitektvirksomheder i går årsmøde på Hotel Ottilia i Carlsberg Byen i København.

Dagen blev åbnet af kulturminister Jakob Engel-Schmidt, der for nylig har modtaget anbefalingerne til Danmarks nye nationale arkitekturpolitik fra en ekspertgruppe nedsat under Kulturministeriet.

Læs også

„En enestående del af Københavns kulturarv“: Cirkusbygningen får markant løft

Et af ministerens hovedbudskaber var, at den nye arkitekturpolitik skal ud at leve, hvilket kræver, at der i de kommende år bliver ryddet op i uoverskuelige og uigennemskuelige rammevilkår, der præger byggeriet.

Rammevilkår, der går på tværs af både Social og Boligministeriet, Kulturministeriet og Ministeriet for Byer og Landdistrikter:

Arkitektur skal spille en større politisk rolle

– Et er at man har et fint dokument, men sådan nogle anbefalinger får kun værdi, hvis de kommer ud at leve hos dem, der bygger mest. Derfor skal lovgivningen nogenlunde følge med, og her skal der ryddes op. Det ser jeg på sammen mine kolleger Morten Dalin og Sofie Hæstorp Andersen, lød fra ministeren, der til de fremmødte arkitekter tilføjede:

– Vi mennesker bliver formet af jeres rum, og vi lærer Danmark at kende gennem de streger, I sætter. Derfor skal I stemple mere ind i den offentlige debat. Arkitektur skal spille en større politisk rolle i fremtiden. Det er faktisk et område, der er vigtigt for mig og for regeringen, og vi har brug for jer. Her vil den måde I arbejder på også komme til at afgøre, hvordan vi som politikere kommer til at arbejde.

– Og ja, lige nu taler vi om militær oprustning og konkurrencedygtighed, men vi skal huske også at tale om åndeligheden. Arkitektur er vedkommende for os alle sammen.

BR skrevet af jurister til jurister

Efterfølgende medgav adm. direktør i Danske Arkitektvirksomheder, Lars Storr-Hansen, at et af arkitekternes – og store dele af branchens – største problemer er, at bygningsreglementet er skrevet af jurister til jurister og ikke dem, der bygger:

– Det er one-size-fits-all, og her har vi behov for differentierede krav. Og det er positivt, at både kulturministeren og regeringen kan se, at der er behov for både revision og helhedstænkning på tværs, hvis vi skal give arkitekturen bedre vilkår. Og vi ser frem til at fortsætte vores politiske indsats de kommende år.

Læs også

Rådgiverteam skal fremtidssikre Københavns Hovedbanegård

Derudover var der ros til ministeren fra blandt andre adm. direktør i Gehl Architects, Helle Søholt, der som et af medlemmerne af ekspertgruppen bag anbefalingerne til den nye arkitektur præsenterede anbefalingerne og kom med sine perspektiver på, hvordan den kan implementeres:

– Arkitektur er et anliggende for os alle. Derfor var det positivt at høre ministeren tale om bæredygtighed i et helhedsperspektiv med løftet om, at han vil arbejde for bedre og mere gennemskuelige vilkår for arkitekturen, sagde hun.

Relateret indhold