Om projektet
- FEAS, Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S, er bygherre.
- DMJX er fremtidige lejere i det kommende byggeri.
- COWI og Kromann Reumert har i udbudsprocessen fungeret som rådgivende samarbejdspartnere på projektet.
- Byggeriet er efter planen indflytningsparat i august 2019.
- De fem bydende konsortier var:
- – Jørgen Friis Poulsen A/S (Arkitema, Midtconsult).
- – 5E Byg A/S (Schmidt, Hammer & Lassen, OBH).
- – Jakobsen og Blindkilde A/S (PLH, Juul Frost, Stokvad Kerstens, Steensen).
- – C.C. Contractor A/S (Kjær og Richter, Søren Jensen).
- – MT Højgaard A/S (Aart, Aarstiderne, MTH D&E).
Den nye Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), som bliver opført på en gammel industrigrund på Katrinebjergs campusområde, forventes klar til indflytning i august 2019.
Her er blandt andet medievidenskab og datalogi på Aarhus Universitet allerede placeret.
Der er fundet et rigtig godt og spændende projekt …. der spiller godt op til planerne for Katrinebjergs campusområde.
Adm. direktør Jørgen Lang FEAS
Og de får selskab af et imposant og gennemtænkt domicil, som både i arkitektur, indretning og tanke byder på de bedste rammer for læring og viden for højskolens studerende, kursister og samarbejdspartnere.
DMJX har i samarbejde med Forskningsfondens Ejendomsselskab (FEAS), udpeget en vinder blandt de fem konsortier, som havde budt ind på opgaven.
FEAS bliver ejere af bygningen, mens DMJX lejer sig ind.
JFP bygger
Det bliver arkitekterne Arkitema, som sammen med totalentreprenør Jørgen Friis Poulsen A/S og ingeniørfirmaet Midtconsult skal stå for gennemførslen af projektet.
Byggeriet bliver cirka 8.600 kvadratmeter og har en økonomisk ramme på 130 millioner kroner.
Bygningen vil bestå tre hovedelementer fordelt på syv niveauer.
‘Landskabet’ består af en parkeringskælder under jorden og et niveau 0 med blandt andet indgangsparti, et stort, samlende atriumtorv og adgang til en fælles udendørs taghave.
Landskabet, den robuste base, er delvist beklædt med gule teglsten for at signalere et tilhørsforhold til den gule tegl, som kendetegner Aarhus Universitet.
‘Mellemrummet’ samler på niveau 1 alt det, der skal være synligt og tilgængeligt for alle. Auditorier, et mediecenter, kantine, studiefaciliteter og underviserkontorer.
Mellemrummets facade er skabt i transparent glas, der får bygningskroppens øverste del til at svæve over den øvrige del.
‘Skyen’ er de øverste niveauer, som rummer hovedparten af studiefaciliteterne, administration samt en tagterrasse, der er fælles for alle.
Skyens facade består af hvide, perforerede metalkasser, som henleder tankerne til netop en sky.
Skyen symboliserer en sky af viden over et lærings-landskab.
Lever op til krav og drømme
Blandt mange andre løsninger, som har tippet til vinderforslagets fordel, er en vandrehal, som nytænkt hilsen til den kendte vandrehal i den nuværende højskole på Olof Palmes Allé.
Desuden får de studerende plads og faciliteter til at dyrke aktiviteter og fællesskaber uden for undervisningen. Blandt andet med centrale rum til redaktioner og møder.
Rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær Hansen, er overordentligt godt tilfreds med løsningen:
– Det er et utroligt spændende byggeri, som giver fleksible, brugbare og gennemtænkte løsninger på de mange krav og drømme, vi har haft til fremtidens højskole. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det bliver et inspirerende og dynamisk sted at være og lære, siger han.
Jørgen Lang, administrerende direktør i FEAS, siger:
– Vi ser i FEAS meget frem til at realisere planerne om DMJX’ nye domicil. Der er fundet et rigtig godt og spændende projekt til den nye Medie- og Journalisthøjskole, et projekt, der spiller godt op til planerne for Katrinebjergs campusområde. Ydermere indbyder projektet til samarbejde mellem DMJX’ og Aarhus Universitets afdelinger samt med det voksende erhvervsliv i området.
Alle fem projektforslag udstilles på DMJX, Olof Palmes Allé 11 i Aarhus fra torsdag den 8. december klokken 11.00.