Lystfiskere får eget center: Arkitektkonkurrence skudt i gang

Et nyt kyst- og lystfiskercenter på Assens Havn forventes at tiltrække 48.000 gæster fra ind- og udland hvert år. Nu er konkurrencen om, hvordan det skal udformes, sat i gang.
Kyst- og lystfiskercenteret på Assens Havn skal både være et fysisk lærings- og oplevelsescenter og en portal til oplevelser i vandnaturen. Og så skal det spille sammen med midtermolens røde pakhus, der er bygget i 1884. Arkivfoto: Assens Kommune
Kyst- og lystfiskercenteret på Assens Havn skal både være et fysisk lærings- og oplevelsescenter og en portal til oplevelser i vandnaturen. Og så skal det spille sammen med midtermolens røde pakhus, der er bygget i 1884. Arkivfoto: Assens Kommune

Frem til den 23. februar kan alle de teams, som ønsker at komme i betragtning til udbudsprocessen til Assens Havns kommende kyst- og lystfiskercenter, melde sig på banen.

Et af kravene til det nye center, der er finansieret af A.P. Møller Fonden, Nordea-fonden, staten og Assens Kommune, er, at det skal spille sammen med det gamle pakhus og de øvrige faciliteter på havnen.

Forventningen til centeret er, at det skal stå side om side med havets forunderlige verden og byde på oplevelser, der udvider gæsternes viden om livet og naturen under havoverfladen, samt hvordan vi passer på det. En forundersøgelse foretaget af Bark Rådgivning estimerer, at der hvert år vil komme 48.000 gæster fra ind- og udland på besøg i centret på Assens Havn.

Læs mere: Assens’ nye kulturkaj er klar til fest

Søren Steen Andersen, formand for bedømmelseskomiteen og borgmester i Assens Kommune, siger:

– Vi glæder os meget til at se de forskellige teams bud på, hvordan man skaber en sanselig attraktion med rum til leg, fordybelse og refleksion. Et center, som også skal stå som et miljøbevidst vartegn og en institution, som bliver centrum for arbejdet for en bedre fremtid for vores vandnatur.

Kommer til at koste 70-75 mio. kr.

Den 13. marts får fire teams besked om, at de får mulighed for at byde ind med deres bud på opgaven. Til juni er bedømmelseskomitéen nået frem til, hvem der vinder arkitektkonkurrencen og dermed opgaven.

Udover Assens’ borgmester består bedømmelseskomitéen af:

– Søren Thomsen, viceborgmester, Assens Kommune

– Poul Erik Svendsen, formand for Social- og Ældreudvalget, Assens Kommune

– Mads Lebech, direktør, A.P. Møller Fonden

– Pernille Illum, fondsrådgiver, A.P. Møller Fonden

Det er anslået, at 48.000 gæster vil besøge centret på Assens Havn hvert år. Foto: Assens Kommune
Det er anslået, at 48.000 gæster vil besøge centret på Assens Havn hvert år. Foto: Assens Kommune

På finansloven i 2018 blev der afsat 32 mio. kr. til den nationale strategi for kyst- og lystfiskeri. Heraf blev de 22 mio. kr. øremærket til at etablere et kyst- og lystfiskercenter.

Læs også: 250 meter mole skal trække turister til Limfjordens vilde vande

Assens Kommune er tovholder på at føre strategien ud i virkeligheden og har afsat 15 mio. kr. til opførelsen. Den resterende økonomi finansieres med 25 mio. kr. i støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og 19 mio. kr. fra Nordea-fonden.

Opførelsen af Centeret forventes at beløbe sig til 70-75 mio. kr. samt diverse følgeinvesteringer og allerede afholdte udgifter.

Relateret indhold