Loop Architects udvider med ny partner

Loop Architects, der netop har fået Børsens Gazelle-pris, udvider med partner nummer tre: arkitekt Trine Berthold, der kommer fra en partnerstilling hos SHL.
Ny partner i Loop Trine Berthold (tv.) ved siden af de to eksisterende Morten Nymann og Mette Nymann. Pressefoto.
Ny partner i Loop Trine Berthold (tv.) ved siden af de to eksisterende Morten Nymann og Mette Nymann. Pressefoto.

– Vi rider på en god bølge lige nu, hvor vi ikke blot skal holde momentum, men fortsat bevæge os fremad. Derfor udvider vi partnerkredsen, siger partner i Loop Architects Mette Nymann.

Mette Nymann og kompagnon Morten Nymann har på få år skabt en tegnestue, der har fået både arkitekturpriser og økonomisk succes med fokus på bæredygtigt byggeri – ikke blot bæredygtighed i forhold til byggematerialer og cirkulær økonomi, men lige så meget social bæredygtighed, det vil sige arkitektur, der for eksempel virker tryghedsskabende, skaber nye mødesteder mennesker imellem og understøtter fællesskaber i samfundet.

Trine Berthold, der kommer fra en partnerstilling hos Schmidt Hammer Lassen Architects, har stor erfaring fra udvikling af kultur- og biblioteksprojekter i både Danmark og udlandet. Hun har blandt andet været design- og bygherreansvarlig på Aarhus’ nye hovedbibliotek, Dokk1, og det nye samlingspunkt Sports- og Kulturcampus i Gellerup.

– Jeg glæder mig meget til at være del af Loop Architects. Tegnestuen arbejder med øje for mennesker og fællesskab – og tager stilling til det samfund, vi er en del af, siger Trine Berthold.

Fællesskabet er udfordret

– Som jeg ser det, er fællesskabet i samfundet i dag udfordret, og der er brug for at forstærke det på tværs af alder, køn, indkomst og ikke mindst etnicitet, siger Trine Berthold.

I den forbindelse ser hun muligheder for at transformere og revitalisere eksisterende offentlige byggerier, for eksempel kulturhuse, skoler og biblioteker.

– Det er rum, som har stor betydning for vores udvikling af samhørighed og fællesskab, da stederne ikke er kommercielle, og de er åbne for alle. Det er i fin tråd med den udvikling, som Loop Architects allerede er i gang med, siger Trine Berthold.

Af markante projekter har Loop Architects blandt andet arbejdet med udviklingen af boliger til Nye, en helt ny by uden for Aarhus. Her er ambitionerne høje på miljøets vegne. For eksempel renses alt spildevand og regnvand i byen og føres tilbage til boligerne gennem et renseværk, som Loop Architects ligeledes er arkitekter på for bygherren, Tækker Group.

En god plads i markedet

Loop Architects er indtil nu blevet præmieret med tre kommunale arkitekturpriser – i Syddjurs (2018), Aarhus (2015) og Vejle (2013).

Det er syv år siden, Mette Nymann startede Loop Architects. Hun kom fra en stilling som miljødesignchef ved arkitektfirmaet C.F. Møller. Morten Nymann tiltrådte i foråret 2015 som partner; han kom fra en stilling som sagsarkitekt hos Arkitema. Med Trine Berthold tæller Loop Architects i dag 14 arkitekter og konstruktører.

– Tendensen i vores branche er lige nu, at tegnestuerne bliver større og større. Vi synes, vi har en god plads i markedet. Som partnere på en mindre tegnestue er vi spillende trænere. Vi kan give projekterne en opmærksomhed og et nærvær, og der er hurtig vej fra idé til beslutning. Det kan vores kunder godt lide, siger Morten Nymann.

Som jeg ser det, er fællesskabet i samfundet i dag udfordret, og der er brug for at forstærke det på tværs af alder, køn, indkomst og ikke mindst etnicitet.

Relateret indhold