Løfter blikket: Tegnestue bringer kreative profiler ind i bestyrelsen

Den unge men erfarne tegnestue ACT Architects henter en chefredaktør og en møbelsnedker ind i bestyrelsen. De matcher tegnestuens værdier og DNA.
Martin Colberg sidder på et bord, og ved hans side sidder Cecilie Ingdal på en stol.
Ejer af møbelsnedkervirksomheden Serup & Colberg, Martin Colberg, og ansvarshavende chefredaktør for Elle Danmark, Cecilie Ingdal, er nye i bestyrelsen i ACT Architects. Foto: Sara Gangsted Rasmussen

Den danske tegnestue ACT Architects, der skaber tidløs arkitektur, der gentænkes og bygges ansvarligt, opruster sin bestyrelse med to spændende profiler. De kommer begge til den københavnske tegnestue fra andre brancher. Det til trods har de alligevel meget til fælles med den københavnske arkitektvirksomhed.

For ACT Architects arbejder med faglighed, disciplin, æstetik og kvalitet som kerneværdier. Det går godt i tråd med Cecilie Ingdals mangeårige arbejde som ansvarshavende chefredaktør for Elle Danmark og som medstifter af Toast Projects, der siden februar har udgivet Elle i Danmark på licens.

Og med Martin Colberg, der er stifter af møbelvirksomheden Serup & Colberg, der designer, udvikler og producerer snedkermøbler på Sydfyn.

Læs også

”Vi kunne ikke have ønsket os et bedre match”: Cowi tiltrækker erfaren vand- og miljøprofil

– De kommer begge med stor erfaring og viden, som vi glæder os til, at de sætter i spil hos os. Vi vokser og udvikler os i disse år, og at få to så dygtige mennesker ind kommer til at være meget værdifuldt for os. Det har været afgørende for os at finde partnere, der matcher vores værdier og DNA, – og det er vi helt sikre på, vi har fundet i Cecilie og Martin, siger Mikkel Westfall, medstifter og CEO hos ACT Architects.

En drømmeopgave

Cecilie Ingdal har – ud over et langt arbejdsliv i magasinverdenen – også erfaring fra en bestyrelsespost hos Copenhagen Fashion Week. I ACT Architects er hun udnævnt til forperson for bestyrelsen og vil derfor være en vigtig del af udviklingen af tegnestuen.

Foruden de to nye medlemmer kommer bestyrelsen fremover til at bestå af to af de fire partnere i ACT Architects, Mikkel Westfall (tv.) og Lene Foder (nr. 2 fra højre). Foto: Sara Gangsted Rasmussen

– Æstetik, mennesker og ledelse har været retningsgivende for min mere end 20-årige karriere i mode- og magasinbranchen, så det er en drømmeopgave at skulle bistå ledelsen i ACT Architects med at forløse det enorme potentiale, som det fagligt stærke og æstetisk funderede team besidder, siger Cecilie Ingdal.

Vækst uden at gå på kompromis

Martin Colberg har i over tre årtier har beskæftiget sig med både salg, produktudvikling, produktion og design. Han ejer i dag møbelsnedkervirksomheden Serup & Colberg og har desuden deltaget i DR-programmet ’Danmarks næste klassiker’.

Læs også

Store navne fra ind- og udland kommer på Building Green

– I ACT Architects ser jeg en arkitektvirksomhed med en stærk kollektiv faglighed og fokus på at skabe værdi for deres kunder. Min opgave bliver at hjælpe ledelsen med at skabe vækst uden at gå på kompromis med det stærke værdisæt, der allerede findes i ACT, siger Martin Colberg.

Tegnestuen, der blev stiftet i København i 2022, står bl.a. bag projekter som transformationen af Rød Lagerbygning, Ferring-tårnet og Østerfælled Torv.

Relateret indhold