Læger dumper prisvindende hospital

Det psykiatriske hospital i Aabenraa er prisvindende arkitektur. Men de store vinduer gør, at personale og patienter føler sig begloet, siger læger på stedet.
De store vinduespartier deler vandene blandt medarbejderne på psykiatrisygehuset i Aabenraa. Foto: White
De store vinduespartier deler vandene blandt medarbejderne på psykiatrisygehuset i Aabenraa. Foto: White

Fakta om byggeriet

  • Psykiatrisk Afdeling Aabenraa rummer 115 patientpladser under syv forskellige afsnit, der udgør såvel voksen-, som børne- og ungdomspsykiatri.
  • Arkitekter: White og DEVE Architecture
  • Kunde: Region Syddanmark
  • Areal: 20.000 m2
  • Har i 2017 vundet Design and Health International Academy Award i kategorien ‘Mental Health Project’

To år efter indvielsen af det nye psykiatriske hospital i Aabenraa træder medarbejdere nu frem med kritik af byggeriet. Det skriver Ugeskrift for Læger.

Store vinduespartier i stedet for vægge kendetegner miljøet inden døre. Samtidig kan enhver kigge direkte ind udefra. Region Syddanmarks intention var at skabe lys, luft og nyt liv til patienter og medarbejdere på afdelingerne. Det skulle skabe nye samarbejdsformer, vaner og kulturer. Men sådan er det ikke gået, i hvert fald ikke i positiv retning.

Har ikke været rart

– Når man kan kigge ud, kan man også kigge ind. Reelt kan alle faktisk bare gå ind på området omkring sygehuset og stille sig op og kigge ind ad vinduerne. Det er sket, og det har ikke været rart. Det er heller ikke alle patienter, der har det godt med, at deres medpatienter kan se ind og følge med i, hvad der foregår, og hvordan de har det, fortæller ledende overlæge i børne-unge-psykiatrien i Aabenraa, Klaus Müller-Nielsen.

Gardiner er blevet sat ind i afdelingen i et forsøg på at kompensere for ulemperne. Men det er ikke en holdbar løsning ifølge Birgitte Vange, som har arbejdet som overlæge i i børne-unge-psykiatrien i det nye byggeri i halvandet år. I et debatindlæg i Ugeskrift for Læger skriver hun blandt andet:

– På patientstuerne har alle nedrullede persienner. Men afdelingens gange og fællesarealer kan ikke skærmes med gardiner eller persienner. Hvem forestiller sig, at det giver tryghed for svært psykisk syge mennesker eller personale, at forbipasserende har indblik til livet under en indlæggelse? Eller at medpatienten på nabogangen kan følge med, når du græder eller blotter dig?

Også gode oplevelser

Helt så negativt har tonerne dog ikke altid lydt i hospitalets levetid. I 2016 sagde overlæge Lene Høgh således følgende til Ugeskrift for Læger:

– Lyse, brede gange og et stort indtag af dagslys skaber et roligt og positivt miljø på Psykiatrisk Afdeling Aabenraa. Byggeriet indeholder store glasarealer, der skaber gennemsigtighed og udsyn for både patienter og personale, med adgang til naturen fra patientstuerne.

Lene Høgh er derudover citeret for at sige, at de nye omgivelser i sig selv virker konfliktnedtrappende, og at afdelingens patienter ofte udtrykker, at der er meget roligt på afdelingen.

– Det er ikke rart for nogen mennesker at føle sig trængt op i en krog. Nu har vi faktisk den fysiske plads til, at patienterne kan få lidt fred og ro, samtidig med at vi selvfølgelig observerer dem. Jeg er ikke i tvivl om, at det skyldes indretningen og bygningen, at vi har færre patienter på lukkede pladser, end vi havde tidligere. I Augustenborg og Haderslev var det åbne og det lukkede også integreret på samme afdeling, alligevel har vi meget færre på lukkede pladser her i Aabenraa.

Det nye psykiatrisygehus i Slagelse har også oplevet problemer med indkig til patienter og personale, ligesom der historisk findes en række eksempler på, at psykiatriske behandlingssteder har døjet med uhensigtsmæssige indkig.

Relateret indhold