Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus
- Bygherrer: Københavns Kommune og boligselskaberne fsb og SAB.
- Program: Nyt kulturhus, bibliotek og forsamlingshus i forbindelse med Tingbjerg Skole
- Størrelse: 1.500 m2 (bygning) + 2.500 m2 (udearealer).
- Program: Bygningen rummer bibliotek, mødelokaler, café, værksteder og en sal til koncerter og
- andre arrangementer.
- Arkitekt: COBE
- Indretning: Rune Fjord Studio
- Landskabsarkitekt: Kragh & Berglund
- Ingeniør: Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma
- Entreprenører: C.C. Bruun Entreprise, Kemp & Lauritzen og Juul & Nielsen
- Beboerinddragelse: Rambøll Arkitektur
Arkitekterne fra Cobe har haft et mål om at skabe et vartegn i Tingbjerg. Det er sket på projektet Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus. Stedet skal være bydelens nye mødested for børn og voksne i alle aldre og kulturelle baggrunde, designet med udgangspunkt i borgernes egne ønsker om et lokalt mødested. Målet er, at bygningen som arkitektonisk ramme og motor skal understøtte borgernes sociale og kulturelle aktiviteter – og dermed bidrage til en positiv udvikling af bydelen.
– Som arkitekt er det en ære at få lov at bygge i Tingbjerg, der har en helt særlig arkitektonisk historie og er skabt af nogle af Danmarks store arkitekter, Steen Eiler Rasmussen og landskabsarkitekt C. Th. Sørensen, så det er en kontekst, der forpligter, siger Dan Stubbergaard, arkitekt MAA og grundlægger af Cobe.
Åben som en sætterkasse
Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus er en tilbygning til Tingbjerg Skole, og bygningen er tænkt som én stor skal med et skrånende tag, der hælder ned til indgangen til skolen, som kulturhuset er direkte forbundet til. På det smalleste sted er bygningen blot 1,5 meter bred.
Med en åben og transparent glasfacade i skallens tragtformede åbning mod skolesiden, vises bygningens aktiviteter til omgivelserne, som en gammeldags sættekasse. Bygningens store glasfacade udspringer nemlig af idéen om en sættekasse, hvor borgerne kan udfolde deres egne aktiviteter og arrangementer i forskellige fleksible rum. Dermed har Cobe skabt et byggeri, der ved at invitere indenfor, skaber en større sammenhæng og udveksling med den øvrige by, videreudvikler den lokale identitet og historie.
Hjertet i bygningen er defineret med et åbent foyerområde, som er et stort samlende rum og knudepunkt for al gennemgang i bygningen. Forskudte etagedæk med nicher og balkoner over fire etager leder tankerne hen på en lille bjergby i flere niveauer, hvor der er mulighed for både at deltage i sociale aktiviteter, betragte livet i bygningen, og hvor man kan trække sig tilbage og fordybe sig. Bygningen er alsidig og rummer en robusthed og fleksibilitet, der kan bruges til mange forskellige formål, uanset om det er et møde for en af bydelens mange foreninger, foredrag eller danseundervisning.
Respekt for historien
Med Tingbjergs arkitektoniske arv in mente, har Cobe valgt samme materialer, som findes i resten af området, nemlig de gule teglsten og de skrånende tage, for at hylde de historiske omgivelser. Huset er holistisk tænkt og opleves som én helstøbt skal både udvendig og indvendig.
Udvendigt er huset beklædt med gule teglbaguettes, som er en moderne genfortolkning af Tingbjergs gule mursten. Indvendigt er der valgt en varm træbeklædning af kerto stave. Det skal give en helstøbt skal, som smelter sammen med sine omgivelser.
Tingbjerg blev tegnet og udviklet i 1950’erne af arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen og landskabsarkitekt C.Th. Sørensen som svaret på en visionær moderne bydel med egen skole, kirke, butiksstrøg og boliger bygget af varme gule teglsten omgivet af grønne arealer. Bydelen skulle tilbyde københavnerne en øget livskvalitet væk fra efterkrigstidens indre by, der var præget af forurening og trange kår. I eftertiden har Tingbjerg imidlertid fået et andet ry og rangerer i dag på regeringens ghettoliste over marginaliserede og kriminelle områder. Men set ud fra et arkitektonisk perspektiv er bydelen i dag klassificeret som bebyggelse med høj bevaringsværdi og er ligeledes blevet et unikt værk i dansk arkitekturhistorie.
















