International fokus på Carlsberg Byen

Først var CNN på reportagetur, og forleden bragte Financial Times en boligreportage fra Københavns nye, centrale bydel. Udenlandske investorer retter også blikket mod København.
Med sin bemærkelsesværdige blanding af historiske bygninger og moderne arkitektur tiltrækker Carlsberg Byen ekstra meget opmærksomhed ude omkring i verden. Visualisering: Entasis.
Med sin bemærkelsesværdige blanding af historiske bygninger og moderne arkitektur tiltrækker Carlsberg Byen ekstra meget opmærksomhed ude omkring i verden. Visualisering: Entasis.

I weekenden rettede Financial Times blikket mod Carlsbergs tidligere bryggerigrund. I avisens lørdagsudgave blev der bragt en stor reportage om Carlsberg Byen, blandt andet med fokus på en af Danmarks højest beliggende lejligheder på 29. etage i Bohrs Tårn.

Også nyhedsstationen CNN har været på besøg. For bare 14 dage siden bragte de et indslag om Carlsberg Byen i bolig- og ejendomsprogrammet ‘One Square Meter’, som rapporterer fra nye, interessante byudviklings- og ejendomsprojekter i hele verden.

Interessen for at investere i Danmark og særligt København er stor. Greater Copenhagen har rigtig mange spændende byudviklings- og infrastrukturprojekter i disse år.

Adm. direktør Claus Lønborg Copenhagen Capacity

– Det er jo ikke hver dag, at store, anerkendte medier som CNN og Financial Times zoomer ind på lille Danmark, så det er vi selvfølgelig meget stolte over. Jeg mener dog også, at der er god grund til den megen interesse. Carlsberg Byen er jo et helt særligt byudviklingsprojekt, som du ikke finder tilsvarende mange andre steder i verden, siger adm. direktør i Carlsberg Byen P/S, Jens Nyhus.

København står stærkt

Også blandt udenlandske investorer er der interesse for Carlsberg Byen og for København generelt. Det understreges af Copenhagen Capacity, der står for den internationale markedsføring af Greater Copenhagen, som dækker alle 46 kommuner i Region Hovedstaden og Region Sjælland, samt rådgivning af udenlandske virksomheder, der vil etablere sig i regionen:

– Interessen for at investere i Danmark og særligt København er stor. Greater Copenhagen har rigtig mange spændende byudviklings- og infrastrukturprojekter i disse år, siger adm. direktør Claus Lønborg, Copenhagen Capacity, der blandt andet har udviklet investorportalen Greater Copenhagen Investments, som udstiller alle store byudviklingsprojekter og -områder i regionen over for internationale investorer.

Mange på besøg

I sidste måned var en amerikansk delegation af byudviklere forbi Carlsberg Byen for at hente inspiration til udviklingen af en 50 hektar tidligere Ford-fabriksgrund i Minnesota. Formålet var blandt andet at lære mere om, hvordan man skaber en ny bydel, der prioriterer bæredygtige løsninger og både integrerer erhverv og boliger i området.

Og interessen spænder bredere end det. Nærmest på daglig basis får udviklingsselskabet mails og opkald fra nær og fjern, fra alt fra embedsmænd og arkitekter til privatpersoner, som gerne vil på besøg i den nye bydel for at få en rundvisning og en snak med folkene bag.

Se artiklen i Financial Times her.

Se indslaget på CNN her.

Adm. direktør Claus Lønborg fra Copenhagen Capacity fortæller, at der er stor interesse fra udenlandske investorer for at investere i København. Foto: Torben Jastram.
Adm. direktør Claus Lønborg fra Copenhagen Capacity fortæller, at der er stor interesse fra udenlandske investorer for at investere i København. Foto: Torben Jastram.

Relateret indhold