Sidste år i december blev den dengang nystiftede Hack Kampmann Arkitekturpris uddelt for første gang. Bag prisen står Danske Bank og Realkredit Danmark, der nu søger efter indstillinger til dette års pris.
Målet med Hack Kampmann Arkitekturpris er at hylde den danske arkitektur med en pris opkaldt efter den store danske arkitekt, Hack Kampmann.
Danske Bank og Realkredit Danmark indstiftede prisen i 2018 med opbakning fra Hack Kampmanns nulevende familie.
– Med prisen vil vi gerne sætte endnu mere fokus på arkitektur. Bygninger er ofte varige kulturelle monumenter gennem hundreder af år, og noget, der optager mange og har betydning for både mennesker, byer og områders anvendelse for at skabe et godt liv, siger Poul Nielsen, områdedirektør for Danske Bank Erhverv i Aarhus.
Fokus på yngre talenter
Ifølge Poul Nielsen har prisen især fokus på projekter af nyere karakter, som signalerer mod, visioner og fremsynethed. Især er yngre arkitekter i målgruppen for prisen.
– Prisen skal i høj grad give et skulderklap til de yngre talenter. Den bliver derfor uddelt til en arkitekt, der står bag et nyere afsluttet projekt af høj kvalitet, som hylder det gode rum med en vision om fremsynethed, siger områdechefen.
Opkaldt efter stor arkitekt
For Hack Kampmann var det essentielle fokus på værkerne og de arkitektoniske resultater. Arkitekten har haft særdeles stor betydning i Danmark.
Specielt i Aarhus spiller hans arkitektur en stor rolle, og han er arkitekten bag mange iøjnefaldende bygninger som bl.a. Aarhus Teater, Toldbygningen og Katedralskolen.
I København er han arkitekten bag bl.a. Politigården og Ny Carlsberg Glyptotek på Dantes Plads, som er opført for bryggeren Carl Jacobsen.
– Denne pris hylder Hack Kampmann og hans arkitektoniske arbejde. Hack Kampmann har haft markant indflydelse på byplanudviklingen på landsplan og er højt respekteret og anerkendt. Derfor synes vi, at det var oplagt at opkalde prisen efter ham, siger Poul Nielsen.
Tema for kandidater og prismodtagere
Modtager af Hack Kampmann Arkitekturpris skal være en eller flere unge eller yngre arkitekter, som står bag et nyere, afsluttet bygnings- eller byrumsprojekt.
Projektet skal stå i forhold til Hack Kampmanns arkitektoniske bedrifter. Det skal være i høj kvalitet, både hvad angår arkitektur og materialevalg, og det skal turde stå frem med gode rum og visioner, der bygger på lige dele mod og fremsynethed.
Projekter i hele Danmark kan komme i betragtning til prisen.
Prisen uddeles næste gang den 6. februar 2020.