Om Livsrum
- Projekt: Kræftrådgivningscenter
- Type: Sundhedsbyggeri
- Klient: Kræftens: Bekæmpelse, Realdania
- Arkitekt: Effekt Arkitekter ApS
- Samarb.: Hoffmann, Lyngkilde A/S
- Areal: 800 kvm
- Placering: Næstved
- År: 2012-13
- Ydelser: Design, projektering, møblering, landskab
- Status: 1. præmie i konkurrence, indviet 2013
- Budget: 15.000.000 kroner
- Honorar: 1.000.000 kroner
Center for kræftrådgivning i Næstved blev i den forløbne uge kåret til verdens bedste sundhedsbyggeri af arkitektursitet Arch Daily. Huset, som går under betegnelsen Livsrum, er tegnet af Effekt Arkitekter i København, hvor Tue Hesselberg Foged har været ansvarlig partner og arkitekt på projektet, og kåringen har naturligvis vakt glæde i firmaet, der blev stiftet i 2007 og beskæftiger 25 ansatte.
– Det er meget imponerende, at et lille hus designet af os og udført i totalentreprise i Næstved kan blive kåret på dette niveau blandt de største arkitekter i verden. Det betyder meget for os, at Livsrum i Næstved på den måde er nået ud til det internationale branchenetværk, da det må betyde, at Livsrum udover at fortælle en livsbekræftende historie om et tungt emne også rummer en god arkitektonisk historie, som vores internationale kollegaer og entusiaster kan leve sig ind i, siger Tue Hesselberg Foged, som er stiftende partner i Effekt.
Det betyder meget for os, at Livsrum i Næstved på den måde er nået ud til det internationale branchenetværk, da det må betyde, at Livsrum udover at fortælle en livsbekræftende historie om et tungt emne også rummer en god arkitektonisk historie.
Tue Hesselberg Foged Partner, Effekt Arkitekter ApS
Han roser samtidig projektets ambitionsniveau, som helt fra starten blev sat højt af kunderne, Realdania og Kræftens Bekæmpelse.
Centeret er et hjem
Bygningen er inspireret af at skulle være et hjem mere end et hospital og er omhyggeligt designet til at give optimal akustik, lys og indeklima.
– Der er lagt vægt på, at kræftpatienter og pårørende kan få et pusterum fra den hektiske hverdag, der følger med livet med kræft, siger Tue Hesselberg Foged.
Centeret er udformet som en sammenhængende klynge af syv små huse omkring to grønne uderum. Hvert hus har sin egen specifikke funktion, og tilsammen udgør de et sammenhængende forløb af forskellige rum såsom bibliotek, køkken, samtalerum, lounge, værksteder, træningsrum, wellness m.m. Dermed tilbyder huset en bred vifte af forskellige rum til uformel rådgivning og samvær med fokus på brugernes komfort og velvære. En varierende taghøjde og materialebrug betyder, at bygningen får sit helt eget arkitektoniske præg, der tydeligt adskiller det fra de omgivende hospitalsbygninger.
Vandt iblandt 3000 projekter
Det er ArchDailys mere end 31.000 arkitekturinteresserede læsere, der har valgt, at Livsrum var det bedste af de mere end 3000 nominerede sundhedsbyggerier. Det, som ifølge juryen gør kræftrådgivningen i Næstved til et helt særligt sundhedsbyggeri, er husets komposition af de syv sammenhængende huse omkring gårdhaverne. Juryen har lagt vægt på, at huset formår at skabe fine rumlige og intime oplevelser, selv om huset ligger klos op af et hospital og en stærkt befærdet vej.
Kræftrådgivningen blev indviet i 2013, og huset er til daglig åbent for kræftpatienter og pårørende, som kommer i huset for at tale med en kræftrådgiver, dyrke motion, mindfulness, mødes med andre i samme situation, eller som bare har brug for et rart sted at tilbringe tiden mellem behandlinger.