Derfor skal Palads fornyes
- Palads er mere end 100 år gammel og er en af Danmarks ældste biografer.
- Palads har gennemgået flere forandringer og renoveringer over årene, og Nordisk Film Biografer har de sidste mange år brugt et trecifret millionbeløb på løbende at renovere biografen.
- Alligevel har biografens gæster længe efterspurgt bedre forhold i Palads og har i stigende grad fravalgt den gamle biograf.
- Næsten en halv million årlige gæster har forladt Palads de seneste 20 år. På trods af, at det samlede biografmarked er vokset i samme periode.
- Palads er den af Nordisk Film Biografers 21 biografer i Danmark, som har den laveste kundetilfredshed.
- Derfor ønsker Nordisk Film en gennemgribende fornyelse af den gamle biograf.
- Ny teknologi, der styrker billede og lyd, bedre stole og større sale.
- Kilde: Nordisk Film
Ramaskriget rungede højt og længe i gaderne omkring Københavns ældste biograf, da forslagene om at rive den ned og bygge boliger på grunden blev fremlagt for et par år siden.
Flere fantasirige forslag blev fremsat, blandt andet et stort ejendomsprojekt udviklet i samarbejde med Bjarke Ingels, men de folkelige protester var for store.
Og Nordisk Film, som ejer Palads-biografen på Axeltorv et par lange stenkast fra Rådhuspladsen, skrinlagde endegyldigt nedrivningsplanerne her i foråret.
Planen er nu at ombygge bygningen og tre skitseforslag ligger nu klar. De er blevet til med input fra københavnere og biografgængere.
Tre modeller: Moderne, klassisk eller grøn
Fælles for de tre skitseforslag, som er blevet til i et tæt samarbejde med tegnestuen Cobe, er, at de skaber plads til nye, topmoderne biografsale, der skal genskabe Palads som en biograf i verdensklasse.
Og at de inviterer indenfor til øvrige aktiviteter i huset, som caféer, udadvendte aktiviteter, kontor og kultur samt en tagterrasse med udsigt over byen.
Arkitektonisk er de tre bud meget forskellige.
– Vi har udviklet fremtidens Palads i en klassisk retning, i en mere moderne retning og i grøn retning, siger Dan Stubbergaard, grundlægger og arkitekt i tegnestuen Cobe, der har stået bag en række markante bygninger og byudviklingsprojekter i København.
– Alle tre forslag er udviklet med respekt for stedet og peger på en arkitektur, som er mere åben, imødekommende og inviterende over for københavnerne og den omkringliggende by.
Hvad synes du – og så sendes forslaget til kommunen
Nu kan københavnere og andre interesserede komme med input til de tre skitseforslag, inden der bliver lagt sidste hånd på dem, og de bliver fremlagt for Københavns politikere.
– Nordisk Film har kæmpet for Palads. Vi har brugt et tocifret millionbeløb på at renovere biografen. Alligevel må vi konstatere, at det ikke rækker. Palads har brug for fornyelse. Ellers kan vi på sigt blive tvunget til helt at lukke biografen, siger Asger Flygare Bech-Thomsen.
– Lige nu er vi optimistiske og håber på, at vi får mulighed for at gennemføre den fornyelse, der er brug for, og lande et godt kompromis til glæde for både biografens gæster, for Nordisk Film Biografer og for hele København.
I aften afholdes et borgermøde i Palads, hvor deltagerne kan komme med konkrete input. Herudover kan alle interesserede komme med input via fremtidenspalads.dk.