Tidligere vindere
- 2014: Odense Kommune – Fra stor dansk by til dansk storby
- 2013: København og Frederiksberg kommuner – Den Grønne Sti og Nørrebroruten
- 2012: Roskilde kommune – Musicon
Byplanprisen uddeles hvert år for planlægning, der er udtryk for innovation, og i år er Haderslev Havn, Hjørring Kommune og Køge Kyst nomineret til prisen, der er indstiftet af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening.
– Fælles for de tre nominerede er, at kommunerne er i gang med at tilpasse sig helt nye tider ved at omdanne en eksisterende struktur. Selvom der er lagt planer, så er der plads til at igangsætte nye initiativer i samarbejde med borgere, investorer og andre interessenter. Det er aktiv planlægning i praksis. Kommunerne bruger planloven aktivt på alle niveauer. Der er et eksempel på en planstrategi, som viser vejen for en hel kommunes udvikling. Der er eksempler på byomdannelsesområder ved gamle havne. Der er master og – helhedsplaner, og endelig er der eksempler lokalplaner, skriver Akademisk Arkitektforening om årets nominerede, der beskrives således:
Fælles for de tre nominerede er, at kommunerne er i gang med at tilpasse sig helt nye tider ved at omdanne en eksisterende struktur.
Akademisk Arkitektforening
Haderslev Havn for alle
Haderslev Havn blev udnævnt til omdannelsesområde omkring årtusindskiftet. Via borgermøder blev der skabt en klar vision for området, der førte til, at der i 2004 var udviklet en masterplan. Visionen om en selvstændig og markant bydel, der er tilgængelig for så mange som muligt er hele vejen igennem blevet fastholdt og gennemført på trods af, at der i store dele af udviklingsperioden har været økonomisk krise i Danmark. Der har været et tværsektorielt beredskab til at forfølge masterplanens intentioner og samtidig gribe de muligheder, der har vist sig i form af placering af private og støttede boliger, arbejdspladser samt undervisnings- og kulturbyggerier af høj arkitektonisk klasse. Det prisbelønnede VUC Lighthouse har trukket ungdommen til på uddannelsessiden, og det hele er skabt i smuk sammenhæng med Haderslevs nyeste fyrtårn, Streetdome, der er en af de største skaterbaner i Nordeuropa. Kommunens høje arkitektoniske ambitioner er indfriet i området.
Kommunen nomineres for den helstøbte plan og evnen til at holde sigtet og visionen klar i en krisetid. Eksemplet viser, hvor vigtigt det er at arbejde på tværs af forvaltningerne. Der er skabt en havn med blandet anvendelse, med plads til alle og med stor attraktionskraft – ikke mindst for de unge. I en tid hvor mange provinsbyer slås med manglende byliv og faldende indbyggertal, er det et eksempel, der er værd at studere.
Tilpasning og investering
Hjørring Kommune oplever nedgang i befolkningstallet og tilflytning til byerne. Det kræver tilpasning og prioritering. Hjørrings Plan- og Udviklingsstrategi arbejder derfor med omstilling indenfor fem områder; bosætning, erhverv og jobskabelse, unge og uddannelse, sundhedsfremme og sidst men ikke mindst byernes roller og funktioner.
Kommunen melder klart ud, at der skal investeres i de områder, hvor der er potentiale for vækst og udvikling, og at der skal tilpasses i de områder, hvor udviklingen er gået i stå. Det kan skabe nye kvaliteter begge steder.
Hjørring og områdebyerne ses som vækstgeneratorer, så der skal investeres og udarbejdes helhedsplaner for disse bysamfund. Med indvielsen af teateroplevelseshuset i 2016 får kommunen et nyt kulturelt fyrtårn, og i planperioden skal der bl.a. etableres et ungdomshus og et nyt sundhedscenter.
Der er landsbyer i balance, og de vil blive støttet i deres udvikling. Men der skal også planlægges for de områder, hvor der er affolkning. Aktuelt arbejder kommunen med forskønnelse af syv vejkantsbyer langs Løkkensvej. Her vil man sikre en langsigtet og bæredygtig omdannelse ved at nedrive og skabe nye grønne zoner og forbindelser til den rige natur. Planen strækker sig over 20 år og vil langsomt give øget bokvalitet. Projektet er det første af sin art og tager fat i en af de væsentligste udfordringer i landets yderområder.
Kultur i Søndre Havn
Køge Kyst er et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania By. Et af formålene er at transformere et gammelt havneområde. Udviklingsplanen for Søndre Havn blev offentliggjort i 2011. Lokalplanen for de to første etaper blev vedtaget i 2014, og i år begynder byggeriet. Intentionen var at skabe byliv før byen, og det er i høj grad lykkedes.
Fra begyndelsen har Køge Kyst arbejdet målrettet med at integrere kultur som en vigtig del af udviklingen af Køges nye bydel. Det sker ud fra en overbevisning om, at byliv skal komme før byggeri og anlæg. I Etape 0 – Livet før byen – etablerer og afprøver Køge Kyst i samarbejde med lokale aktører løbende forskellige byrum, organiseringer og udfoldelser. Her finder man bl.a. kunstværker, historiske fortællinger, aktivitetsfelter og spændende mødesteder, såsom den gule hal, der er et samlingssted for børn på bmx-cykler og ældre herrer, der bygger modelskibe. Der er også havnehaver med et udendørs køkken, dirt-jump-bane til vovelystne cyklister og strandområdet Udsigten, hvor man kan spille musik og feste.
Køge Kyst nomineres for nytænkning og metodeudvikling. Borgere og interessenter har været inddraget i alle faser, og det er netop denne inddragelse, der har kvalificeret projektet og opbygget et ejerskab. I dag er Køge Havn kendt af alle byens indbyggere og langt ud over kommunegrænsen. Det har stor betydning for områdets fremtid.