Henning Larsen Architects vinder svensk universitetsopgave

Ud af tre finalister er Henning Larsen Architects udvalgt til at tegne Forum Medicum - en ny bygning på Lund Universitets medicinske fakultet.
De øverste etager er roteret 45 grader, så de flugter med Sölvegatan. Illustration: Henning Larsen Architects.
De øverste etager er roteret 45 grader, så de flugter med Sölvegatan. Illustration: Henning Larsen Architects.

Henning Larsen Architects skal tegne Forum Medicum på Lund Universitet i Sverige. Bygningen skal integrere de eksisterende bygninger og skabe interaktion mellem de mange forskellige uddannelsesformer, forskningsenheder og funktioner på fakultetet. Det oplyser Henning Larsen Architects.

Bygningens underste etager bliver en offentligt tilgængelig samlingsplads, hvor både brugere, besøgende og borgere i Lund kan nyde café, kantine og plads til udstillinger og uformelle læringsformer.

Arkitekturen er varieret og enkel og udstråler en lethed, hvilket er imponerende, når man tager den store nye volumen i betragtning.

Bedømmelsesudvalgets vurdering af vinderforslaget

Visionen for Forum Medicum er at skabe en fleksibel bygning, så fremtidens skiftende behov for forskningspladser og pædagogiske behov kan imødekommes. Disse idéer blev også fremhævet af det medicinske fakultet i grundlaget for at vælge Henning Larsen Architects til opgaven.

Imponerende lethed

– Forslaget løser pladsens udvikling med stor elegance og en strukturel ide, der også kan anvendes for andre typer af projekter. Arkitekturen er varieret og enkel og udstråler en lethed, hvilket er imponerende, når man tager den store nye volumen i betragtning, lyder bedømmelsesudvalgets skudsmål af projektforslaget fra Henning Larsen Architects.

Bygningens identitet og udtryk skabes ved at rotere de øverste etager 45 grader. Det giver en dynamisk og let bygningskrop, der tilpasser sig området og giver unikke opholdsrum i og uden for bygningen, i nicher og på terrasser.

Udover samarbejdet med Konsulentfirmaet Arup Copenhagen har Henning Larsen Architects selv stået for designet. Blandt andet har tegnestuens landskabsafdeling stået for udearealerne, der knytter bygningen til konteksten.

Vinderforslaget skal nu videreudvikles sammen med det medicinske fakultet.

De to øvrige finalister var danske BIG og svenske White Arkitekter.

Forum Medicum på Lund Universitet skal integrere de eksisterende bygninger. Illustration: Henning Larsen Architects.
Forum Medicum på Lund Universitet skal integrere de eksisterende bygninger. Illustration: Henning Larsen Architects.

Relateret indhold