Henning Larsen Architects tegner rådhus over færøsk flod

Dagens Byggeri kom i går til at kreditere det kommende rådhus i Eystur Kommune på Færøerne til en forkert arkitekt. Det er rettelig Henning Larsen Architects, der har tegnet rådhuset, der skal bygge bro over en flodmunding.
Henning Larsen Architects har tegnet rådhuset, som får direkte kig til floden gennem vinduet i gulvet i byrådssalen. Illustration: Henning Larsen Architects.
Henning Larsen Architects har tegnet rådhuset, som får direkte kig til floden gennem vinduet i gulvet i byrådssalen. Illustration: Henning Larsen Architects.

Det første spadestik markerer altid den officielle påbegyndelse af et byggeri. Selvom ceremonien for Eysturs nye rådhus var holdt i det små, var den dog starten på et spændende byggeri i Sydrugøta i Eystur Kommune på Færøerne. Det oplyser Henning Larsen Architects.

Eystur Kommune dækker over fem forskellige bygder, og Henning Larsen Architects har tegnet det nye rådhus og borgerservice, der på mere end én måde skal bygge bro og skabe sammenhæng i kommunen. Den nye bygning kommer til at placere sig tværs over floden og skaber gangforbindelser og en kobling til de rekreative stier, der går langs floden.

Vindue til floden

Det 700 kvm store rådhus indskriver sig i det eksisterende landskab ved at fremstå som en blød grøn græsflade. Mod syd, i læ for nordenvinden, anlægges en plads mod floden, hvorfra borgere kan nyde vandet og udsigten. Ved at skabe en rekreativ destination ved rådhuset bidrager bygningen til at genoplive nærområdet, som historisk set har været et samlingssted for beboerne, men som i de senere år har været udlagt til industri.

Under bygningen placeres projektører, som lyser ned mod den brusende flod, hvorfra vandet vil projicere lyset tilbage mod bygningens underside. I byrådssalen vil et rundt gulvvindue dermed give et flot skue til den oplyste flod og skabe projiceringerne af vandet i byrådssalens loft.

Projektet bliver bygget i samarbejde med Eystur Kommune, KBH og Spenn.

Første spadestik er taget til rådhuset i Nordragøta, som får både vand og bjerge i sin nærhed. Foto: Henning Larsen Architects.
Første spadestik er taget til rådhuset i Nordragøta, som får både vand og bjerge i sin nærhed. Foto: Henning Larsen Architects.
Rådhuset skal revitalisere området, der i de senere år har været præget af industri. Illustration: Henning Larsen Architects.
Rådhuset skal revitalisere området, der i de senere år har været præget af industri. Illustration: Henning Larsen Architects.

Relateret indhold