Stål, messing, corten og aluminium.
Der er metaller for alle pengene i HB Trapper A/S’ nye 950 kvadratmeter store tilbygning, men også et element af stjernedrys. Det er nemlig den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels, som har slået stregerne til byggeriet, som er blevet fremvist for interesserede og samarbejdspartnere tidligere på måneden eftermiddag. Og det er en begejstret direktør, som kunne løfte sløret for byggeriet.
Vi har en rigtig fin aftale med BIG, som også har fået muligheden for at prøve nogle nye ideer og løsninger af i vores byggeri.
Direktør Karsten Vang HB Trapper
– BIG har tegnet et kontor- og administrationsmiljø, hvor det er dejligt at være. Der er nogle rigtig gode rammer, som sikrer, at vi får nogle gode, driftige timer på arbejde, siger Karsten Vang og understreger, at han er imponeret over den funktionalitet, som det er lykkes arkitekten at arbejde ind i byggeriet.
Startede med et V
Grunden til, at et relativt ukendt trappe-firma fra Herning formår at hyre en af landets mest feterede arkitekter, skal findes i det parløb, som virksomheden har kørt med Bjarke Ingels Group siden 2005. Her leverede leverede HB Trapper A/S blandt andet altaner, trapper og rækværk til V-huset i Ørestaden i København, hvilket kastede flere opgaver af sig.
– Vi stod også bag trapper og rækværk i M-huset, som var V-husets søsterprojekt. Derefter fik vi opgaver på både Bjerget, hvor vi var ansvarlige for facaden samt 8tallet, hvor vi ud over trapper og rækværk også leverede altanerne samt facadebeklædningen i aluminium, fortæller direktøren.
Siden har man også leveret til prominente byggerier som Søfartsmuseet i Helsingør, det nye Noma, og sidst men ikke mindst det prisbelønnede Tirpiz-bunkermuseum ved Blåvand.
Stål i al sin enkelhed
Og hvad er det så, man kan i Herning, der får Bjarke Ingels til igen og igen at vælge HB Trapper som samarbejdspartner. Jo, man kan arbejde med metaller – stål i særdeleshed. Derfor går materialet også igen overalt i HB Trappers nye byggeri.
Facaden er beklædt med corten – stål i en kobberlegering, som er rust-trægt og ikke overfladebehandlet. Indenfor glimrer blandt andet rustfrit og voksbehandlet stål på gulve og lofter, såvel som på toiletterne, hvor der er benyttet gulkromatiseret stål og messing. Og prisen for hele herligheden…?
Den vil Karsten Vang ikke ud med.
– Vi har en rigtig fin aftale med BIG, som også har fået muligheden for at prøve nogle nye ideer og løsninger af i vores byggeri. Hvad det koster, skal vi ikke ind på, siger han med et grin, og uddyber:
– Vi ender med at have en ejendom, her i Snejbjerg som er helt unik. Det er vi godt tilfredse med.
Lyder godt
Der lyder også tilfredshed med støjniveauet i byggeriet. Selv om man ikke umiddelbart skulle tro, at et byggeri holdt i metal, er befordrende for larm og ekkoer, overrasker akustikken, påstår Karsten Vang.
– De fleste, som besøger os, tror ikke deres egne ører. Selv om alt er stål og glas, er hele tagkonstruktionen udført som en stor akustisk flade med mikroperforeringer, lyddug og lydbatts. Det samme er udvalgte vægflader, det betyder, at arbejdsklimaet, er rigtig fint, siger han.
Direktøren påpeger også, at der er et genbrugselement i byggeriet, som han selv er begejstret for.
– Stål i sin naturlige form, er et rigtig godt materiale, for det er nemt, billigt at genanvende på en ikke ressource-tung måde. Desuden viser vi med byggeriet, at vi gerne vil udfordre traditionelle måder at bygge på, erklærer han.
