Gottlieb Paludan vinder kraftvarmeværk i Helsingør

Forsyning Helsingør har udpeget Gottlieb Paludan Architects til at tegne det nye biomassefyrede kraftvarmeværk i Helsingør.
Gottlieb Paludan Architects har vundet opgaven med det biomassefyrede kraftvarmeværk i Helsingør. Her ses værket, som det ser ud i dag. Pressefoto.
Gottlieb Paludan Architects har vundet opgaven med det biomassefyrede kraftvarmeværk i Helsingør. Her ses værket, som det ser ud i dag. Pressefoto.

Gottlieb Paludan Architects skal tegne det nye biomassefyrede kraftvarmeværk i Helsingør. Forsyning Helsingør har netop udpeget tegnestuen til at stå for den arkitektiske udformning af projektet, der skal ende som et fyrtårn for grøn og bæredygtig forsyning.

Gottlieb Paludan har vundet udbudskonkurrencen på baggrund af erfaringer, kompetencer og procesforståelse. Der er dog ikke tegnet på anlægget endnu, og designet af det nye kraftværk vil ske i tæt samarbejde med ingeniørrådgivere og bygherre.

Vi vil have fokus på materialernes livscyklus og synliggøre bæredygtige løsninger i bygningens klimaskærm og samarbejdet om den landskabelige udformning.

Kristian Hagemann{break}Adm. direktør, Gottlieb Paludan Architects

– Vi er utroligt glade for at have indgået aftale med en arkitektrådgiver med så stor erfaring inden for energi og forsyning som Gottlieb Paludan Architects, og vi ser frem til et spændende og konstruktivt samarbejde, siger projektchef hos Forsyning Helsingør, Claus Bo Frederiksen, i en pressemeddelelse.

Bæredygtig profil

Det nye biomassefyrede kraftvarmeværk vil omstille produktionskapaciteten fra naturgas til træflis, således at fjernvarmen bliver mere CO2-venlig. Med en markant placering ved hovedindfaldsvejen til Helsingør og som del af en større masterplan for Energivej skal det nye anlæg være et fyrtårn for grøn og bæredygtig forsyning.

– Det nye kraftvarmeværk skal have en høj miljø- og energiprofil, og vi vil sammen med bygherren skabe et projekt, der er state-of-the-art med hensyn til energi, CO2?udledning og forbruget af ressourcer. Vi vil have fokus på materialernes livscyklus og synliggøre bæredygtige løsninger i bygningens klimaskærm og samarbejdet om den landskabelige udformning, siger adm. direktør i Gottlieb Paludan Architects, Kristian Hagemann.

Formidling om forsyning og klima

Intentionen er, at kraftværket også skal formidle om forsyning, ressourcer og klima til byens borgere og besøgende.

– Bygherren lægger op til, at kraftværket får en vis grad af tilgængelighed, sådan at besøgende får mulighed for at komme tæt på og opleve energiproduktionen på nærmeste hold. Det kan foregå ved, at besøgende bliver guidet ad sikre ruter gennem kraftvarmeværkets indre og undervejs kan stille spørgsmål til guiden og få mere information via tablets og andet. På den måde kan Helsingør Kraftværk vise, hvordan forsyning og energiproduktion er med til at få vores moderne samfund til at fungere, siger Kristian Hagemann.

Det nye biomassefyrede kraftværk skal stå færdigt i 2018.

Relateret indhold