Ombygningen af Amagerværket
- Gottlieb Paludan Architects er hovedrådgiver for arkitektprojektet med Møller & Grønborg som landskabsarkitekt og Speirs + Major som lysdesigner.
- Den nye kraftværksblok på Amagerværket har fået navnet BIO4 og forventes at stå færdig i 2020.
- BIO4-blokken vil fyre med bæredygtig biomasse i form af træflis.
- Ombygningen vil også give københavnerne et nyt udflugtsmål, idet der etableres en trappe langs den 200 meter lange bygning, der ender i en grøn udsigtsplatform i cirka 40 meters højde med et informationspunkt, hvor besøgende kan lære mere om skoven og omstillingen til bæredygtig energi.
- BIO4-projektet omfatter også etablering af blandt andet nye rammer til administrations-, laboratorie- og værkstedsfaciliteter sammen med en grøn og fremtidssikret helhedsplan for Amagerværket.
Gottlieb Paludans forslag om at beklæde Amagerværket med lodrette træstammer er gået hele vejen i konkurrencen om at nytænke Amagerværkets plads i det københavnske bybillede. Hovedstadsområdets Forsyningsselskab – Hofor – fremhæver, at vinderforslaget giver borgerne mulighed for at komme helt tæt på kraftværket og kigge ind, samtidig med at det også bliver muligt at begiver sig op på toppen af de 40 meter høje kraftværk og nyde udsigten fra et grønt udsigtspunkt.
Ombygningen af Amagerværket sker som et led i Københavns målsætning om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025, og Hofor har i udbuddet opstillet både en stram økonnomisk ramme og krav til ombygningens æstetiske kvaliteter af hensyn til omgivelserne.
Selv om vi har haft behov for at presse citronen, hvad gælder budgettet, så er det lykkedes at få et visionært bud, der vil klæde København.
Lars Therkildsen{break}Adm. direktør hos Hofor
– Det er glædeligt, at selv om vi har haft behov for at presse citronen, hvad gælder budgettet, så er det lykkedes at få et visionært bud, der vil klæde København. Og som jeg håber og tror, at byens borgere også bliver glade for, idet de får en unik mulighed for at komme helt tæt på værket, siger administrerende direktør hos Hofor, Lars Therkildsen, og peger på mulighederne for at kigge ind i værket fra nært hold samt nyde udsigten ud over København fra udsigtspunktet på toppen.
Det er ifølge Hofor ikke set før og derfor noget, som forsyningsselskabet håber vil gøre Amagerværket til et interessant og anderledes udflugtsmål for københavnerne.
Bæredygtigheden er bærende
Gottlieb Paludans projekt var i sidste runde oppe mod projekter fra KHR Arkitekter og 3XN, og vinderteamet har med projektet ønsket at tage udgangspunkt i bæredygtighed.
– Det gennemgående tema er skoven som sted og som kilde til CO2-neutralt biobrændsel. Skovtemaet udfoldes i facadebearbejdningen ved at ophænge træstammer, som både på afstand og nært hold skaber overraskende æstetiske og rumlige oplevelser. Toppen af kedelhuset, som er synligt over stamme-facaden, udføres i gyldent tonede kassetter, som fanger lyset, hvorved der opstår en ny markant kuppel på Københavns skyline. De besøgende inviteres til at bevæge sig op gennem facadens skov af stammer via en spektakulær trappe, der ender i en beplantet udsigtsplatform, hvor de kan lære mere om energiforbrug, produktion og bæredygtighed, siger kreativ direktør i Gottlieb Paludan Architects, Jesper Gottlieb.
Hofor og arkitektteamet går nu i gang med at konkretisere forslaget, der også skal sikre, at helhedsplanen for Amagerværket indeholder den fleksibilitet i energivalg, som Hofor ønsker. Ombygningen forventes færdig i 2020.