Psykiatrisk Afdeling Esbjerg
- År: 2011-2015
- Omfang: 6.600 kvm
- Bygherre: Region Syddanmark
- Arkitekt: Arkitema Architects
- Landskab: Arkitema Urban Design
- Ingeniør: Rambøll
På Psykiatrisk Afdeling Esbjerg er der sket et markant fald i antallet af fikseringer, idet antallet af fikseringer i 2015 faldt med 69,9 procent sammenlignet med tal fra 2014. I samme periode flyttede psykiatrien i Esbjerg i nye bygninger, tegnet af Arkitema Architects.
– I Arkitema Architects betragter vi det markante fald i tvang som en kæmpe succes og et af de bedst dokumenterede eksempler på, at de fysiske rammer har medvirkende indflydelse på helbredelse og gode patientforløb, siger forretningsområdechef i Arkitema Sundhed, Carsten Jensen, i en pressemeddelelse, der henviser til tallene, der stammer fra Region Syddanmark.
Vores personale er meget mere synligt nu, hvor der er så meget glas, og det, oplever vi også, giver patienterne en ro og en tryghed.
Anne-Grethe Borch Lauridsen Funktionsleder, Psykiatrisk Afdeling Esbjerg
Mindre tvang
De lange bæltefikseringer, der varer over 48 timer, er også faldet markant i 2015 – helt præcist 85,7 procent sammenholdt med samme periode året før. Derudover er antallet af gange, der er givet beroligende medicin under tvang i 2015 faldet med 61,4 procent. Antallet af patienter, som er blevet berørt af en eller flere tvangsforanstaltninger, er altså faldet drastisk i perioden, hvilket vækker beggejstring på Psykiatrisk Afdeling Esbjerg.
Afdelingen peger selv på, at resultaterne skyldes en række forskellige tiltag og fremhæver i den forbindelse, at psykiatrien er flyttet ind i nye bygninger sidste år, samt at de åbne og de lukkede afsnit nu er integrerede, og personalet dermed lettere kan samarbejde og gøre brug af hinandens kompetencer.
– Der er ikke længere så langt ind på de skærmede afsnit eller ud af dem igen for patienterne. Vi kan flytte dem gradvist, hvis de begynder at få det dårligere, og patienterne oplever det ikke længere som så stor en omvæltning som tidligere at gå fra et åbent til et lukket afsnit, siger Anne-Grethe Borch Lauridsen, som er funktionsleder i Esbjerg.
Meget glas
Udover den logistiske helhedstænkning er integreringen mellem bygnings- og landskabsarkitektur ifølge Arkitema en væsentlig del af succesen i Esbjerg. Alle stuerne på afsnittene har vindue ud mod et grønt areal, og der er bygget gårde inde i afsnittene, så patienterne er meget tæt på naturen. Psykiatrisk Afdeling Esbjerg er indrettet med store glaspartier, der gør, at medarbejderne hele tiden kan se patienterne og omvendt.
– Nu kan de skærmede patienter selv gå ud i gården døgnet rundt, for personalet kan stadig se dem inde fra vagtstuen. Vores personale er meget mere synligt nu, hvor der er så meget glas, og det, oplever vi også, giver patienterne en ro og en tryghed, siger Anne-Grethe Borch Lauridsen.
