Om Building Green Aarhus
- Building Green afvikles i Centralværkstedet, Værkmestergade 9, 8000 Aarhus C, den 3. og 4. april 2019.
Fremtidens trends inden for bæredygtig byudvikling og boligformer er på dagsordenen, under Building Green Aarhus.
Kristina Jordt Adsersen, der er segmentschef for boligbyggeriet i LINK Arkitektur, er en af dem, der beskæftiger sig med fremtidens boligformer.
– Vi bygger så mange nye boliger i disse år, der vil præge vores byer og deres beboere i de næste mange hundrede år. Derfor skal vi tænke langsigtet og helhedsøkonomisk. Vi skal både fokusere på ressource- og energiforbrug, men også på social bæredygtighed ved blandt andet at sikre fleksible boliger, der understøtter mange typer livsmønstre og fællesskaber, fortæller hun.
I sit indlæg den 4. april under den grønne byggemesse i Aarhus giver Kristina Jordt Adsersen sit bud på, hvad der bliver fremtidens levedygtige boliger eller døgnfluer.
– I fremtidens boliger og bydele vil både energimæssig bæredygtighed og social bæredygtighed gå hånd i hånd og skabe nye typer grønne miljøer og fællesskaber, som vi ikke før har set så meget til. Jeg inddrager projekter som Fystikkbakken, der indeholder nye boligtypologier som søstre-, skilsmisse- og venneboligen, og jeg vil også komme ind på vores store tryghedsrenoveringsprojekt Bispehaven, hvor vi arbejder med et helt bydelskvarter, siger hun.
Urban ærlighed over citybranding
Julie Holck og Simon Glinvad Nielsen fra rådgivningsbureauet LivingCities kommer også på banen til Building Green og udfordrer den vante forestilling om, hvad en by skal være.
De vil diskutere behovet for at genopfinde den danske by i en tid, hvor detailhandlen kæmper, lejemål står tomme og flere og flere byer kommer til at ligne hinanden.
Byfortætning og højhusbyggeri til debat
Aarhus er lige nu inde i en rivende udvikling. Der er gang i byudviklingen og en række spektakulære projekter skyder op af jorden, der gør Aarhus både højere og tættere.
Men er byfortætning og højhuse fremtiden for Aarhus? Det sætter Aarhus Kommune til debat på Building Green, når Mikkel A. Thomassen fra Smith Innovation får et panel af gæster fra C.F. Møller, Hele Landet, DGNB og Aarhus Kommune på scenen til en debat omkring byfortætning og højhusbyggeri i Aarhus.
To andre hovedtalere på Building Green har også fokus på fremtidens byer og boliger. Den britiske arkitekt Sadie Morgan holder et indlæg om byliv og livskvalitet, og den danske arkitekt Anders Lendager vil tale om cirkulær økonomi som driver for fremtidens bæredygtige byudvikling og arkitektur.