Finalisterne til Dansk Landskabspris er fundet

En 130.000 kvm naturpark i et alment boligområde, en ny forplads til en ikonisk, nyrestaureret hal og en transformation af en park i et tidligere udfordret område er finalister til jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris.
Remiseparken af BOGL er blandt finalisterne til Dansk Landskabspris 2021. Foto: COAST
Remiseparken af BOGL er blandt finalisterne til Dansk Landskabspris 2021. Foto: COAST

De tre finalister

  • – Gellerup Ny Naturpark // Landskabsarkitekt: SLA / Underrådgivere: Effekt og Cowi / Konsulenter: Social Action, Game og Boris Brorman Jensen / Bygherre: Brabrand Boligforening / Areal: 130.000 kvm / Periode: Færdig 2019 / Sted: Aarhus
  • – Forpladsen til K.B. Hallen // Landskabsarkitekt: Marianne Levinsen Landskab / Totalrådgiver: CCO / Hovedentreprenør: Zøllner / Belysning: Jesper Kongshaug / Bygherre: Frederiksberg Kommune / Areal: 3.800 kvm / Periode: 2018 / Sted: Frederiksberg
  • – Remiseparken // Landskabsarkitekt: BOGL / Samarbejdspartnere: Rambøll, SNE Architects / Bygherre: Københavns Kommune / Areal: 35.000 kvm / Periode: 2016 -2020 / Sted: København

Landskabsarkitekterne har momentum, og for at fejre landskabsarkitekturens samfundsmæssige betydning uddeler Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske landskabsarkitekter i år for 10. gang Dansk Landskabspris.

Juryen består af en repræsentant for hver af de tre organisationer samt to uvildige medlemmer. I løbet af sensommeren og det tidlige efterår har juryen gennemgået de indstillede projekter og indstiller Ny Gellerup Naturpark af SLA, Forpladsen ved K.B. Hallen af Marianne Levinsen Landskab og Remiseparken af BOGL.

– Det er et meget stærkt felt af projekter, der er indstillet til jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris, og alle i juryen er dybt imponerede over niveauet af de indstillede projekter, fortæller Steen Himmer, landskabsarkitekt MPN i Gladsaxe Kommune og repræsentant for Park- og Naturforvalterne.

Forpladsen til K.B. Hallen af Marianne Levinsen Landskab er blandt finalisterne til Dansk Landskabspris 2021. Foto: Adam Mørk.
Forpladsen til K.B. Hallen af Marianne Levinsen Landskab er blandt finalisterne til Dansk Landskabspris 2021. Foto: Adam Mørk.

Han er talsperson for juryen:

– Det har bestemt ikke været let at finde frem til de tre finalister, men ikke desto mindre synes vi, at de på hver deres måde repræsenterer noget af det ypperste på den aktuelle danske landskabsarkitekturscene.

Konkrete løsninger på samfundsmæssige udfordringer

De tre finalister viser, hvordan landskabsarkitekter arbejder med at løse samfundsmæssige problemer som blandt andet klimaudfordringerne og sociale forhold.

Med udgangspunkt i en omfattende borgerinddragelsesproces løser Gellerup Ny Naturpark uderummenes sociale, fysiske og miljømæssige udfordringer ved at etablere en sammenhængende og frodig bypark, der giver plads til mennesker, dyr og planter.

Forpladsen ved den nyrestaurerede K.B. Hallen skaber sammenhæng og fungerer i dagligdagen som en plads for ophold og uformelle møder, mens den ved forskellige koncerter og events fungerer som et samlende ankomstrum for en bred skare af borgere.

Gellerup Ny Naturpark af SLA er også blandt finalisterne til Dansk Landskabspris 2021. Foto: SLA/COAST.
Gellerup Ny Naturpark af SLA er også blandt finalisterne til Dansk Landskabspris 2021. Foto: SLA/COAST.

I Remiseparken viser et kombineret kultur-, bevægelses- og naturlandskab, at grønne byrum med et samlet greb kan klimasikre byer, øge biodiversiteten og sikre social bæredygtighed.

– Landskabsarkitekturen er en integreret del af den grønne omstilling, og corona-nedlukningen har blot yderligere synliggjort behovet for rekreative områder. Derudover bidrager landskabsarkitekterne med konkrete løsninger på en række af de store samfundsmæssige udfordringer, hvilket de tre finalister på hver deres måde illustrerer, forklarer Steen Himmer og tilføjer:

– De tre finalister til Dansk Landskabspris viser desuden, at mange landskabsprojekter er flere-i-én-løsninger, hvor projekterne ofte både har en klimamæssig og social dimension.

Prisen er på 50.000 kroner og uddeles til et prisuddelings- og debatarrangement torsdag d. 18. november i Valencia-bygningen i København.

Juryen for Dansk Landskabspris 2021:

– Anne Stausholm, landskabsarkitekt MDL, Anne Stausholm Landskabsarkitekter, repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder.- Eva Sara Rasmussen, landskabsarkitekt MDL, MAA, NATOUR, repræsentant for Danske Landskabsarkitekter.- Steen Himmer, Landskabsarkitekt MPN, Gladsaxe Kommune, repræsentant for Park- og Naturforvalterne.- Anne Pind, Ph.d. stipendant, Det Kongelige Akademi, uvildig repræsentant.- Kent Martinussen, Arkitekt MAA, CEO Dansk Arkitektur Center, uvildig repræsentant.

Relateret indhold