Endnu et BIG-museum rejser sig på den jyske Vestkyst

De har høstet store roser for Tirpitz-museet i klitterne ved Blåvand, der fortæller om tiden under Anden Verdenskrig. Nu fortsætter den verdenskendte tegnestue formidlingen med danmarkshistoriens største flygtningelejr i tiden efter krigen.
Bag Flugt står arkitekter fra BIG - Bjarke Ingels Group, ingeniører fra Ingeniør'ne, og NemByg tager sig af byggeledelsen. Ill.: BIG.
Bag Flugt står arkitekter fra BIG - Bjarke Ingels Group, ingeniører fra Ingeniør'ne, og NemByg tager sig af byggeledelsen. Ill.: BIG.

Fra februar til maj 1945 ankom mere end 200.000 civile tyskere til det besatte Danmark efter en dramatisk og til tider voldsom flugt. Det sovjetiske angreb på Nazi-Tyskland i Anden Verdenskrigs sidste måneder havde fordrevet millioner af tyskere fra deres hjem. I 1945 blev Danmarks største flygtningelejr etableret i Aal plantage i den vestjyske by Oksbøl, hvor 35.000 tyske flygtninge boede efter Anden Verdenskrig.

På fredag, den 24. september, fejres så rejsegildet på byggeriet af Flugt – Danmarks flygtningemuseum i Oksbøl.

Museet skal formidle fortællingen om danmarkshistoriens største flygtningelejr i tiden efter Anden Verdenskrig – på sit højeste var flygtningelejren Danmarks 5. største by.

Bag Flugt står arkitekter fra BIG – Bjarke Ingels Group, ingeniører fra Ingeniør’ne, og NemByg tager sig af byggeledelsen.

BIG har tidligere tegnet Tirpitz-museet i klitterne ved Blåvand -et byggeri Bjarke Ingels selv kalder ‘et af de mest konstrastfyldte projekter, som BIG har tegnet’.

Som noget særligt har den tyske stat støttet etableringen af Flugt. Det har den gjort, fordi museet i lige så høj grad fortæller et stykke tysk historie som et dansk. Ill.: BIG.
Som noget særligt har den tyske stat støttet etableringen af Flugt. Det har den gjort, fordi museet i lige så høj grad fortæller et stykke tysk historie som et dansk. Ill.: BIG.

Flygtningehistorier fra hele Verden

Museet tager afsæt i historien om de tyske flygtninge i 1945, men også kommer til at rumme fortællinger om flygtningeskæbner fra mange andre flygtningekatastrofer, fortæller Claus Kjeld Jensen, direktør for Vardemuseerne.

For store flygtningestrømme hører ikke kun historien til. Også i nyere tid har krig, hungersnød og naturkatastrofer sendt millioner af mennesker på flugt fra for eksempel Vietnam, Bosnien og Syrien.

– Vi har brug for et museum som Flugt. Der er ikke mange, der kender til historien om landets største flygtningelejr, og set med samtidens briller kan man bare konstatere, at Verden aldrig har haft flere mennesker på flugt end i dag. Museet har derfor aldrig været mere aktuelt end nu. For hvert menneske på flugt gemmer der sig en unik historie. Det er de historier, du kommer til at opleve i Flugt.

Ill.: BIG.
Ill.: BIG.

En skulptur i sig selv

Den tidligere flygtningelejrs to oprindelige hospitalslænger har fået følgeskab af en nytegnet tilbygning, der forbinder de tre dele til ét stort museum.

– De mange forskellige faggrupper samarbejder med stor gensidig respekt om at transformere og renovere de eksisterende bygninger og samtidig tilføje en markant tilbygning, der bliver en skulptur i sig selv. Det er ikke nemt. Men det bliver fantastisk flot, siger Claus Kjeld Jensen.

Læs også: Turistmagnet: BIG’s nye Marsktårnet står klar

Blandt andet kan man i plantagen stadig se rester af flygtningelejren, bl.a. kirkegården og lazarettet. Det vil alt sammen blive en del af oplevelsen, når man bevæger sig rundt i udstillingen, der er skabt af hollandske Tinker Imagineers.

Byggeriet af Flugt forventes afsluttet ved årsskiftet, og museet åbner for offentligheden i foråret 2022.

Relateret indhold