Efter plus på bunden overvejer Lendager internationalt samarbejde

Flere magre år er nu erstattet af sorte tal på bundlinjen hos den dansk-islandske arkitekt- og rådgivervirksomhed, der nu gør klar til at ”vokse klogt”.
Nicholas Ransome
Arkitektvirksomheden overvejer internationalt samarbejde dér, hvor den kan koble sig til stærke lokale nøglepersoner med netværk og indsigt, fortæller adm. direktør Nicholas Ransome.

Lendager offentliggjorde i maj et regnskab for 2024 med et plus i resultatet på 0,7 mio. kroner.

Årsagen til den positive udvikling skal findes i målrettet oprydning i projekter, fokus på rentabilitet og enklere organisationsstruktur, lyder det fra adm. direktør Nicholas Ransome:

Læs også

CJ med lavere bundlinje, men største ordrebeholdning nogensinde

– Vores mål er at vise, at man godt kan have en veldrevet forretning på almindelige markedsvilkår samtidig med, at vi radikalt udfordrer status quo i byggebranchen. Med et glimt i øjet kalder vi det ’punk og profit’.

Skarpere til at sige nej

For Lendager ser 2025 allerede ud til at blive et lige så godt regnskabsår som 2024 hvis ikke bedre:

I årets første seks måneder har virksomheden opnået en overskudsgrad på 13 %, hvilket gør det til det bedste halvår nogensinde, og de gode takter ser ud til at fortsætte, fortæller Nicholas Ransome:

Fra Lendagers årsrapport.

– Vi har arbejdet målrettet på at optimere hele organisationen – alt fra interne processer til projektledelse og ressourceplanlægning. Samtidig har vi været skarpere til at sige nej til dårlige aftaler og prioritere projekter, hvor vi både kan levere værdi og drive forretning ansvarligt.

Læs også

Hårdt år for træbaseret koncern – 20 millioner indskudt i ny kapital

Et aktuelt eksempel herpå er projektet ’Træ’ i Aarhus – Danmarks højeste træbyggeri, som stod færdigt i maj.

Bygningen er opført med en stor andel genbrugsmaterialer, hvor bl.a. facaden er beklædt med genbrugsmetal fra industribygninger, en vandskadet postkasseproduktion og med solafskærmningen af udskårne vindmøllevinger.

– Markedet for mere bæredygtigt byggeri vokser, og vi kan mærke, at der er en stigende gruppe af både kunder og medarbejdere, der ikke vil nøjes med tomme ord. De vil se reel forandring, og det vil vi levere, siger Nicholas Ransome.

– Vi skal vokse klogt

Direktøren fortæller videre, at virksomheden efter en årrække præget af store udsving, konkurser hos samarbejdspartnere og efterdønninger fra covid-19 de seneste år har arbejdet målrettet for at sikre organisatorisk stabilitet.

Læs også

Overgår egne forventninger – løfter bunden med 119 %

Fokus er nu på organisk vækst, men virksomheden holder samtidig et vågent øje med mulighederne for international ekspansion i udvalgte markeder, lyder det:

– Vi er bevidste om, at vi skal vokse klogt. Derfor overvejer vi internationalt samarbejde dér, hvor vi kan koble os til stærke lokale nøglepersoner med netværk og indsigt. Det skal ske på en måde, der styrker både forretningen og giver mulighed for at sprede vores idealer ud i verden.

Virksomheden beskæftiger i dag omkring 30 medarbejdere.

Relateret indhold