Dråbeformet gangbro deler vandene i dansk UNESCO-by

Dråbebroen i Christiansfeld, der erstatter den nedslidte Den Blå Bro, bliver rost for sit design, men kritiseret for at være stejl og mindre tilgængelig.
Dråbebroen har fået sit navn efter de dråbeformede udskæringer i broens ege-beklædning.

Christiansfeld har fået en ny gangbro over omfartsvejen, der går under navnet Dråbebroen og erstatter den nedslidte Den Blå Bro.

Den nye bro er både en praktisk forbindelse til området vest for omfartsvejen og et kunstværk, der med inspiration i Christiansfelds historie og arkitektur er skabt af kunstneren Sophia Kalkau i et samarbejde mellem Schønherr Landskabsarkitekter, Rambøll, Brødremenigheden og Kolding Kommune, mens Jorton er entreprenør på projektet.

Broen, der har kostet 23 mio. kroner, er fremstillet i stål hos SM Industries i Rødekro, mens træbeklædningen er udført i eg af Bystrup Maskinsnedkeri.

Læs også

Efter stort vinduesskift vil dansk museum på UNESCO-liste

Da broen kom på plads i juli, blev den rost for sit design, mens kritikken gik på at være stejl og mindre tilgængelig end Den Blå Bro:

En bunden opgave

– Vi stod med en bunden opgave i forhold til at opfylde statslige krav til broens højde for at undgå påkørsler af lastbiler. Det har uundgåeligt gjort broen mere stejl end sin forgænger, siger borgmester Knud Erik Langhoff.

– Samtidig var vi også enige med Brødremenigheden om, at den nye bro skulle være et vartegn for Christiansfeld, der harmonerer med byens UNESCO-kulturarv. Jeg synes i den grad, at det er lykkedes for kunstneren at skabe en bro, der visuelt er i en klasse for sig,

Læs også

1.000 års historie: Grønt lys til nyt verdensarvscenter i Roskilde

Efter at broen er blevet taget i brug, har By- og Fællesforvaltningen indsamlet de udfordringer, der har været i forhold til tilgængeligheden, herunder bommene på broen, og fagfolkene arbejder nu videre med mulige løsninger.

– Vi lytter til kritikken og jeg ved, at der bliver kigget på forskellige alternative løsninger, der kan forbedre brugervenligheden, siger formand for udvalget Plan og Teknik, Jakob Ville.

Broen bliver indviet på mandag den 29. september.

Relateret indhold