Minka betyder ‘folkehuse’. Det er betegnelsen for Japans traditionelle træhuse ude på landet med skydedøre, papirvægge, stråtag, et jordgulv i hverdagsdelen af huset samt måske et tatami-gulv i den fineste stue. Minka-huse er karakteriseret ved et fleksibelt fundament og en fleksibel struktur.
En gruppe arkitekter i Japan, japanere og udlændinge mellem hinanden, har sat sig som mål at genfinde kvaliteterne i minka-byggestilen og overføre nogle af disse kvaliteter til nutiden.
Dette her vil altid være en niche, det bliver aldrig igen en måde, almindelige japanere bor på. Men det er bedre end, at det ikke bevares overhovedet.
Azby Brown Kanazawa Institute of Technology
De arbejder først og fremmest på at restaurere nogle af de mangfoldige bevaringsværdige minka-bondehuse rundt omkring i Japan, men undervejs give dem moderne bekvemmeligheder, som gør, at vor tids japanere vil sætte pris på at bo i dem.
– Min filosofi er, at holde fast i traditionen og på samme tid forsøge at bringe alle mulige former for moderne bekvemmeligheder ind i husene, så folk kan nyde at bo i dem, erklærer Yoshihiro Takishita, grand old man blandt disse arkitekter.
– Hvis man ser et rum, som er smukt, som det er, originalt tegnet, originalt bygget af dygtige tømrere, så respektér det, lad være med at ændre på det, sagde han for nylig ved et offentligt foredrag i Tokyo om minka-huse i nutiden.
– Nogle rum kan man ændre på, men andre rum skal man aldrig forsøge at forandre.
Det er oplagt, at det vil indebære stor brandfare at bygge et kvarter med hundrede-procents minka-huse midt i en moderne japansk storby. Men ikke desto mindre kan man godt overføre dele af den oprindelige tankegang, mener disse idealister.
Bevaringsværdig arv
Opskriften er ofte at tilføre dobbeltruder og en vis isolering, at modernisere køkken, bad og toilet og på den måde det gamle hus behageligt at bo i – og bevare resten.
Det er meget dyrt at hyre en mand som Yoshihiro Takishita til at bringe et gammelt minka-hus på en bakkeskråning i udkanten af en japansk landsby ind i nutiden.
– Man har brug for eksperter og dygtige håndværkere, forklarede amerikaneren Azby Brown, der underviser på det såkaldte fremtidsdesign-institut ved Kanazawa Institute of Technology og har beskæftiget sig med japansk tømmerhåndværk og arkitektur i over 30 år, ved samme foredrag.
– Dette her vil altid være en niche, det bliver aldrig igen en måde, almindelige japanere bor på. Men det er bedre end, at det ikke bevares overhovedet.
Azby Brown understreger, at mange lokale kommuner i Japan gør en stor indsats for at bevare gamle bondehuse, byhuse og anden arkitektonisk arv. De søger efter nye måder at bruge husene på for at give dem nyt liv og tiltrække unge mennesker. Hele denne indsats har fokus på at tiltrække turister, og turismen vil på den måde kunne bidrage til at redde mange bevaringsværdige bygninger.
Afhængig af skoven
Bevarelsen af arven fra minka-husene er ifølge de idealistiske arkitekter ikke kun vigtig af æstetiske årsager, men også fordi den ses som en model for et bæredygtigt og ressourcebevidst design, som vi i vore dage kan lære meget af.
Minka-stilen var den typiske boligform for langt de fleste japanske familier i mere end et årtusind. Den har vist sin holdbarhed. Det var et ‘selvbærende bæredygtigt samfund’, fortæller Yoshihiro Takishita.
– Husene var behagelige at bo i det meste af året, og folk var glade for at bo der, fordi de følte, at de var en del af naturen, siger han.
Dette skyldes ifølge Azby Brown ikke mindst den respekt for det levende træ, som minka-byggeriet afspejler.
– Folk var afhængige af skoven for deres fødevareforsyning. De var nødt til at bevare skoven for at sikre deres daglige fødevarer. Derfor prioriterede de højt at tage vare på miljøet, og det blev en underliggende værdi i hele det japanske landbrugssamfund gennem århundreder, forklarer han.
Fældning af tømmer var i den såkaldte Edo-periode fra 1600-tallet til 1800-tallet simpelt hen kontrolleret af regeringen. Folk måtte ikke fælde træer uden videre.
– Når man ser de store bjælker, der benyttes i et minka-hus, er der hver gang taget en omhyggelig beslutning. Man har valgt at fælde lige præcis dette fantastiske eksempel på præcis denne træart, og dermed har man etisk forpligtet sig til at bruge det på en måde, som vil tillade, at det fortsat eksisterer på en respektfuld måde. Man kan se det på kvaliteten af tømrerarbejdet, og man kan se, at det stadig ser ud som træ, forklarer Azby Brown.
Brænde var naturligvis en kostbar ressource, men træerne i skovene var så vigtige, at man heller ikke måtte fælde træer for brænde. Kun når træerne var faldet på naturlig vis, måtte man bære brændet hjem på ryggen.
Stigende interesse
I de næste generationer er det uundgåeligt, at Japan vil komme til at mangle tømrere og andre med uddannelse inden for de nødvendige håndværk, der er nødvendige ved byggeri og bevarelse af gamle minka-huse. De gamle tømrere går på pension, og der er ikke uddannet arvtagere nok. Yoshihiro Takishita lægger ikke skjul på, at han er bekymret over situationen.
– Men det er lidt bedre end for få år siden, påpeger Azby Brown.
– På universiteterne og inden for arkitekt-erhvervet er der stigende interesse for at arbejde inden for dette felt. Nybyggede huse ser smukke ud, lige når de er bygget færdig, konstaterer Yoshihiro Takishita.
– Men de går relativt hurtigt i forfald, særligt her i Japans fugtige klima. Gamle bondehuse, derimod, de ser bedre og bedre ud, efterhånden som årene går.
